EU’s fiskeripolitik pålægger medlemsstaterne og fiskerne en klar forpligtelse til at afregne alle fangster på kvoterne og lande de fangede fisk. Bortset fra nogle undtagelser gælder landingsforpligtelsen for alle fiskebestande, der er kvote-styrede.
På baggrund af oplysninger fra den danske regering kan det konkluderes, at den eksisterende kontrolindsats og de kontrolinstrumenter, der anvendes, ikke gør det muligt for regeringen at opfylde sine forpligtelser i henhold til EU- lovgivningen:
- Fiskeristyrelsen fandt kun 3 overtrædelser af landings-forpligtelsen i hvert af årene 2017 og disse overtrædelser blev ikke opdaget gennem aktive inspektioner til søs, men på grundlag af fiskernes egen rapportering om discard. Styrelsen siger, at »det er meget vanskeligt at dokumentere ulovlig discard«;
- Mindre end 1% af fangsterne i det vigtige torskefiskeri er kontrolleret til søs. I betragtning af landingsforpligtelsens betydning og omfang, kan dette ikke betragtes som tilstrækkeligt.
- På grundlag af den danske overvågning af fiskernes overholdelse af landingsforpligtelsen kan det konkluderes, at:
- Danmark har gennemført undtagelser fra landingsforpligtelsen. I 2018 blev 382 tons fisk discarded (udsmidt eller genudsat i havet) lovligt i overensstemmelse med undtagelserne for de minimis-fangster og fangster af fisk med en høj overlevelses-rate;
- Inspektioner til søs af det sidste trawltræk (last-haul monitering) indikerede en generel og ulovlig discard af fangster under de fastsatte mindstemål (minimum conservation reference size, MCRS);
- Ulovligt discard af fisk over MCRS, kaldet »high-grading« blev dokumenteret i danske forsøg fra 2008 til 2015. I betragtning af udviklingen i fiskemønstrene er det rimeligt at antage, at »high-grading« stadig praktiseres uden for den østlige Østersø.
Den generelle konklusion i rapporten er, at Danmark hverken har indført de nødvendige kontrolforanstaltninger i overensstemmelse med EU-lovgivningen1 eller en mekanisme, der sikrer, at Danmark indberetter alle fangster til EU, således som også krævet i EU’s lovgivning.
Du kan læse hele rapporten her fra ClientEarth
Kommentar til rapporten her mener i virkeligheden ikke det er dét der er særligt interessant eller kritisabelt.
Det interessante er, at EU har gennemført en landings-forpligtelse uden at sikre, at fiskerne har et vist minimum af interesse i at overholde den. Tværtimod, fiskere, der smider ud, har den økonomiske fordel.
Spørgsmålet er om EU vil rette op på dette. På kort sigt ved at sikre, at alle fangster afregnes på de nationale kvoter i 2020 og på lidt længere sigt understøttet af substantielle regel- og kontrolforenklinger.
Nu er EU jo ikke en ubestemt eller upåvirkelig størrelse, og det interessante spørgsmål er derfor også, om Fiskeriministeren vil forlange at TAC’erne for 2020 fastsættes således, at de lande, der kan redegøre for størrelsen af fangsterne får fordelen ved højere kvoter, mens de lande der ikke har styr på kvoteafregningen må afsætte en reserve til dækning af discard. Modellen er bl.a. beskrevet her:
Spørgsmålet er jo også om DFPO ser det som en fordel for danske fiskere, såfremt der etableres en ordning med fuld kvoteafregning, eller om man føler sig bedst tjent med en fortsat »lempelig« discard-politik.
Alternativerne til rapportens foreslåede løsning vil være en tilbagevenden til TAC-fastsættelsen før reformen. Her blev fangstmængderne reduceret for at dække discard, uden at medlemslandene fik adgang til fradraget, hvis man dokumenterede sine fangster.
ClientEarth e en non-profit miljøorganisation der består af advokater med ekspertise indenfor miljølovgivning. Fokus er overvejende arbejdet med grænsefladerne mellem lovgivning, videnskab og politik. Med afsæt i lovgivningen udvikles juridiske strategier og værktøjer til at tackle vigtige miljøspørgsmål. ClientEarth finansieres af filantropiske fonde, institutionelle donorer og engagerede enkeltpersoner.