Efter tre hektiske dage med et rekordstort antal besøgende på 13.647 sluttede fagmesserne DanFish International og den nye messedel DanAqua med en fredag, hvor der helt op til lukketid stadig kom besøgende til Aalborgmessen. Besøgstallet steg med 1077 gæster ift. 2009, hvor besøgstallet var på 12. 577.
Messerne for udstyr og services til fiskeri og akvakultur var begge udsolgte, og havde dermed ikke mindre end 350 stande med høj udstillingskvalitet at byde på. Og det gav pote for udstillerne, der melder om meget fin omsætning.
Da Prins Joachim åbnede messen onsdag understregede han også, at DanFish International i sandhed har udviklet sig til at blive en international messe af høj standard, som bliver gæstet af besøgende fra 45 lande, heraf en del på det meget omfattende VIP-program for udvalgte indkøbere fra hele verden.
På den hollandske fællesstand var der begejstring, og repræsentant for standen direktør W. A. Woudstra var ikke i tvivl om, at Holland kom igen:
Vi er super tilfredse med DanFish, der har været godt besøgt og med et meget internationalt publikum også. Holland er helt klart med i 2013, og næste gang ønsker vi endnu flere virksomheder med på den hollandske fællesstand, og vi ønsker et større område, fastslog direktøren fra havnen Haven Lauwersoog.
På forpladsen uden for Aalborg Kongres & Kultur Center, hvor fagmesserne har hjemme, var der også fredag stor aktivitet, og der blev underskrevet gode kontrakter. Blandt andet kunne Kølemadsen fra Thisted fredag formiddag fortælle om en omsætning på 2 mio. kr., og han forventede, at fredagen ville slutte endnu bedre.
DanFish International og DanAqau afvikles hvert andet år og vender således tilbage i 2013.