OC Consult Aps med skibsingeniør Ole Christensen (OC) ved roret, som både ejerleder og direktør, etablerede sig for over 20 år siden en novemberdag i 1998, på adressen Mamrelund 9. Denne adresse er nu skiftet ud med en ny på Numitvej nr. 4 i Hvide Sande.
Den kendte skibsingeniør har flyttet firmaet fra Syd til Nord i Hvide Sande og har nu etableret sig i nye omgivelser på Numitvej.
Flytning, men også et jubilæum for OC Consult Aps
For knapt et år siden kunne OC Consult fejre sit 20 års jubilæum, i en branche der har udviklet sig markant og hurtigt i årene siden.
Med en opvækst i en fiskerfamilie i Hirtshals og med en dyb interesse for fiskeriet og fiskeskibe var det helt naturligt for OC at bygge videre på denne interesse ved at uddanne sig til skibsingeniør.
Efter afsluttet eksamen i 1991 fik OC tilbudt job på Hvide Sande Skibs- & Baadebyggeri. »Det var et ønskejob for mig og gav mig mulighed for at komme til at arbejde direkte med de fiskeskibe, som altid har haft min største interesse«, udtaler OC til FiskerForum.dk
Efter nogle gode og spændende år på værftet var det i 1998 blevet tid at få afprøvet ideen om at blive selvstændig med virksomheden OC Consult. Der blev fundet ledige lokaler i Mamrelund. En anden lejer i samme bygning var på det tidspunkt vikarvirksomheden JK Service, der fra sin spæde start i Mamrelund siden er ekspanderet ud over hele landet under navnet JKS.
Og nej, den vækstkurve har OC Consult ikke helt kunne følge – men det har nu heller ikke været intentionen.
Intentionen og ønsket med virksomheden OC Consult har altid været at tage udgangspunkt i de opgaver og problemer, som fiskerne gennem årene har haft brug for hjælp til.
Selvom OC Consult ikke markedsfører sig via en hjemmeside så har der altid været fuld beskæftigelse. »Ja, det var voldsomt de første år og jeg var fuld af energi, så der arbejdede jeg ofte både dag og nat. Men det kan jeg ikke længere i samme omfang«, kommer det smilende fra OC.
»Gennem alle årene har stabilitetsberegninger været et kerneområde. Det er blevet til rigtig mange krængeprøver og stabilitetsberegninger over hele landet. Det er altid skønnest at fortælle en skipper, at alt er i orden, men når det ikke er tilfældet, så er udfordringen at finde en økonomisk forsvarlig løsning, der tilfører fartøjet tilstrækkelig ekstra stabilitet, så det kan godkendes – men også på en måde, så det ikke går ud over fartøjets anvendelighed. Det er mig magt-pålæggende at finde funktionelle løsninger, som er til at betale for skipperen,« pointerer OC overfor FiskerForum.dk.
Bred vifte af opgaver
En stor kontaktflade rundt i hele landet har gennem årene budt på en bred vifte af forskelligartede opgaver. Eksempelvis har det budt på spændende opgaver for Fiskeriets Arbejdsmiljøråd med udarbejdelse af film og informationsmateriale om stabilitet. OC kan godt lide at formidle teoretisk stof med udgangspunkt i fiskernes praktiske erfaring og i det sprog, der anvendes i fiskeriet.
Til FiskerForum.dk fortæller OC, at det tætte og meget nære arbejde med fiskeriet og fiskerne, på den ene side og arbejdet med myndigheder og lovkrav på den anden side, gør at det nærmest nogle gange er nødvendigt at være to-sproget. Ikke på fremmedsprog at forstå, men mere som formidler og »oversætter« parterne imellem. Fiskere og myndigheder kan godt tale/skrive forbi hinanden og så kan opgaven være at få budskabet omformuleret, så det når modtageren.
Netop denne opgave, med at læse og forstå samt derefter videreformidle, er efterhånden blevet et kendetegn og nærmest et varemærke for OC og hans virke. Med en vedholdende grundighed og forståelse for ofte komplekse love og forordninger, tager OC sig gerne tiden til at fremlægge og formidle dette overfor sine kunder. Og det uanset om det handler om en aktuel ordre eller blot er en hjælp til en fisker med et konkret problem omkring sit fartøj.
Det bedste job i verden
»Selv om der er mange timer i jobbet som selvstændig og der hele tiden skal trædes i pedalerne, så er jeg rigtig glad for jobbet,« fortæller Ole til FiskerForum.dk.
De første 20 år er forløbet hurtigt. Arbejde har OC aldrig manglet og efterspørgslen er heller ikke aftaget, så det har heller ikke været nødvendigt at annoncere eller benytte sig af større markedsførringstiltag. Folk er kommet af sig selv, fortæller OC og ganske forståligt, for når ens store interesse, nærmest er en hobby, og det kan forenes med ens erhverv, så går tiden bare godt. Og kan folk først mærke den gejst og den entusiasme som omgiver en, så trækker det helt automatisk nye og flere kunder til.
Som kun 51-årig, kigger Ole selvfølgelig også ud i fremtiden, hvor hans højeste ønske ikke er, som mange måske skulle tro, at gå på pension og nyde et tidligt otium. Nej, den tanke ligger OC fjernt, men mu ser han lige om han også tager 20 år mere på den nye adresse.
På det familiemæssige forklarer OC sin situation overfor FiskerForum.dk med et vaskeægte fiske- og garnsprog, samt et stort smil på læben, at det er blevet til 3 i første sæt og 2 i andet sæt. Oversat betyde det, at trods et hektisk arbejdsliv, med ofte lange arbejdsdage, så er det alligevel blevet til 3 børn i første ægteskab og 2 børn i nuværende ægteskab.
OC Consult Aps og Ole Christensen glæder sig til at indrette de nye lokaler på Numitvej 4 i Hvide Sande og når telefonen først står på bordet og computeren er online, så tager de næste 20 år sin begyndelse for OC og OC Consult Aps, denne gang på Numitvej nr. 4 i Hvide Sande.




















