Havne skal være åbne for international trafik. Det er deres berettigelse. Derfor er alle danske erhvervshavne terrorsikret og er godkendt efter terrorsikringsreglerne – ISPS-reglerne. Så langt, så godt. Troede vi. For så kom EU-inspektørerne på besøg.
Samtidig er det andre steder i Europa bekvemt at få andre opgaver skudt ind under ISPS-regelsæt. Særlig fordi problemstillingerne er nogle andre mere sydpå. Særlig fordi myndighederne er anderledes aktivt involveret i opgaven andre steder. Alt i alt kan det, der er en god ide et sted altså være en dårlig ide andre steder. Konklusionen fra EU-inspektørerne var i alle tilfælde klar: der skal mere afspærring og overvågning til i Danmark. Uanset den risiko, der er afdækket i samarbejde med politi m.fl., så skal der være døgnovervågning, når der er skib i havn. Godset, der ligger på kajen, skal overvåges. Adgange afspærres. Alt sammen uden hensyn til risikoen, men med store omkostninger til følge.
Danske Havne finder, at kravene er ude af proportion med den opgave og den sårbarhed, der er afdækket. Derfor må vi tilbage til udgangspunktet: søfarten skal sikres mod terrorangreb, og skibene må ikke bruges til transport af våben og andet, der kan bruges til terrorangreb. Det skal ske på international basis, så søtransport mellem lande ikke besværliggøres. Men det er, som om det mål er glemt, og der bliver indført flere og flere krav. Krav, der ikke synes at have deres udspring i sårbarheden lokalt og regionalt. Det fører til mindre effektivitet og dårligere konkurrencedygtighed i havnene. Vi får bygget systemer, hegn, kameraer og rutiner op, der er ude at trit med virkeligheden og risikoen i den opgave, vi skal løse.
Det er ikke kun Danmark, EU er efter. I Sverige står det endnu værre til. Den svenske regering har fået to måneder til at komme på plads. Det betyder, at der for hver enkelt havn – stor som lille – skal udarbejdes sikringsplaner. Et krav, som også alle danske havne har bøvlet meget med. Problemet er, at planer og krav skyder over målet om terrorsikring i havne.
Danske Havne har derfor opfordret transportministeren til at sætte en evaluering af terrorsikring af havne på dagsordenen i EU. Chancen kommer allerede til foråret, når Danmark har formandskabet. Danske Havne håber, at regeringen griber den.
DR sendte den 16. juni indslag om havnenes terrorsikring.