Revisionsfirmaet Chr. Knudsen har i februar måned åbnet en ny afdeling i Thorsminde, og et fortrinligt samarbejde med flere nye kunder i fiskerierhvervet er allerede godt i gang
Fredag d. 4. februar blev revisor Jytte Jespersen kontaktet af en fisker fra Thorsminde, som på en større gruppe fiskeres vegne efterspurgte samarbejde med et nyt revisions-firma på grund af uoverensstemmelse med den forhenværende. Og allerede lørdag befandt Jytte Jespersen og kollegaen Dorthe Mathiesen sig i Thorsminde i et lokale fyldt af interesserede fiskere, som havde stor interesse i Revisionsfirmaet Chr. Knudsens regnskabsprocedurer, regninger og værdisæt.
”Vi var ikke det eneste revisionsfirma, som Thorsminde-fiskerne havde indkaldt til samarbejde, så vi var spændt på om vores præsentation faldt i god jord,” fortæller Jytte Jespersen.
Ugen efter begyndte nogle positive tilbagemeldinger at indtræffe, og Jytte gav besked om, at en overdragelse af regnskabspapirerne fra nye kunder kunne finde sted den efterfølgende fredag.
Mange fremmødte
Den efterfølgende fredags ankomst til Thorsminde var både overraskende og positiv. ”Der var mødt rigtig mange frem og vi måtte organisere en større ”kø”, for at få alle papirerne ordentlig overleveret og arkiveret,” beretter Jytte, som med kollegaen Dorhe kørte til Hvide Sande sidst på eftermiddagen i 2 biler proppet med regnskabspapirer og 15 nye kunder fra Thorsminde-egnen.
Kontortid i Thorsminde
Fredag mellem 9 og 12 er Jytte Jespersen eller Dorthe Mathiesen at finde i de gamle fiskeriforeningslokaler i Thorsminde, hvor de har lejet et kontor og mødelokale.
”Vores kunder ved, at de som regel kan træffe os i det tidsrum, og ellers er de alle gode til at ringe og maile, hvis der er en hastesag,” fortæller Jytte, som prioriterer et fortroligt og tillidsfuldt samarbejde rigtig højt.
”De nye fiskere fra Thorsminde er en fornuftig og tiltrængt tilgang af kunder i et erhverv, hvor der ikke ligefrem dukker nye op i hver måned. Og yderligere er gennemsnitsalderen lavere i Thorsminde end i Hvide Sande, hvilket nok skal give en masse gode års samarbejde,” siger Jytte og roser sammenholdet på Thorsminde-egnen.
Mund til mund
Fiskerne i Thorsminde kontaktede Chr. Knudsens på grund af tilfredse samarbejdspartnere i Hvide Sande, som anbefalede Jytte og hendes stab af fagfolk. På FiskerForum skrev en Hvide Sande skipper: ”Jeg kan anbefale Revisionsfirmaet Chr. Knudsen i Hvide Sande. Her har vi altid fået en god service til en meget fornuftig pris, og de har meget erfaring med fiskeri.” Jytte sætter pris på den fine omtale og tilføjer: ”Det er altid rart at have tilfredse kunder, og der findes ikke bedre markedsføring end mund til mund metoden, hvor nuværende kunder introducerer os for kommende.”
Jytte Jespersen skal lige have overblikket over omfanget af det nye arbejde i Thorsminde, inden der bliver taget stilling til en udvidelse af ansatte. “Der har selvfølgelig været rigtig meget arbejde i forbindelse med overtagelse af så mange nye kunder, og her er jeg mine folk en stor tak skyldig for deres ekstra indsats,” siger hun taknemmeligt.
Fiskernes forlængede arm på land
Gennem 40 år har Revisionsfirmaet Chr. Knudsen eksisteret og haft fiskeriet som en af de vigtigste kundegrupper. ”Virksomheden startede som kutterregnskabskontor, men nedgangen i fiskeflåden har medført en bredere målgruppe for at skulle overleve erhvervets nedgang. Men samarbejdet med fiskerne er en fornøjelse, og jeg ser vores funktion som fiskerens forlængede arm på land,” siger Jytte.