Orientering om Fiskeristyrelsens behandling af overtrædelses-sager 2016 til 2019 i forhold til evt. pointtildeling og tilskudssager på fartøjsordningen.
Som led i opfølgning på Rigsrevisionens beretning om tilskud på fiskeriområdet fra oktober 2018 og implementering af ministeren for fiskeri og ligestillings svar til Statsrevisorerne fra januar 2019 er Fiskeristyrelsen i gang med en gennemgang af en større mængde overtrædelsessager med henblik på at træffe afgørelse om, hvorvidt overtrædelsen indebærer tildeling af point.
Orienteringsbreve
I den forbindelse vil alle fiskerilicensindehavere og fartøjsførere, der har en overtrædelsessag fra 1. juni 2016 og frem, modtage et orienteringsbrev om, at overtrædelsen vil blive vurderet i forhold til tildeling af point. Modtagelse af et orienteringsbrev er således ikke ensbetydende med, at der vil ske en tildeling af point.
Udsendelsen af orienteringsbrevene er et sagsskridt og ikke en afgørelse og har til formål at orientere fartøjsførere og licensindehavere om, at deres sag fortsat behandles af Fiskeristyrelsen.
Overtrædelsessager, der er endeligt afsluttet før den 1. juni 2016, og hvor der ikke har været korrespondance om sagen mellem fiskerilicenshaveren og myndighederne efter denne dato, vil ikke blive behandlet, og der udsendes således ikke et orienteringsbrev i disse sager.
Høringsbreve med udkast til afgørelse om point
Fiskeristyrelsen forventer at påbegynde udsendelse af høringer med udkast til afgørelser om point fra juni 2019 og frem. Det er forventningen, at arbejdet med at udsende høringsbreve med udkast til afgørelser i alle disse sager er afsluttet senest ved årsskiftet 2019/2020.
Du kan holde dig orienteret om Fiskeristyrelsens arbejde og status på sagsbehandlingen nedenfor.
- Periode og proces for behandling af overtrædelsessager i forhold til tildeling af point
- Fiskeristyrelsen udsender løbende orienteringsbreve til fiskerilicensindehavere og fartøjsførere, der har en overtrædelsessag fra den 1. juni 2016 og frem. Modtagelse af et orienteringsbrev er ikke ensbetydende med pointtildeling. Overtrædelsessager, der er endeligt afsluttet inden 1. juni 2016, og hvor der ikke har været korrespondance om sagen mellem fiskerilicensindehaveren og myndighederne efter denne dato, vil ikke blive behandlet, og der udsendes således ikke et orienteringsbrev i disse sager.
- I løbet af juni 2019 vil Fiskeristyrelsen påbegynde udsendelse af høringsbreve med tilhørende afgørelsesudkast i sager, hvor styrelsen påtænker at tildele point. Fiskeristyrelsen udsender ligeledes en afsluttende meddelelse i sager, hvor der er sket overtrædelse, men der ikke tildeles point. Du kan under pkt. 1.1 holde dig orienteret om, hvilke sager Fiskeristyrelsen aktuelt behandler.
- Der vil på siden her blive linket til en kommende vejledning om point for alvorlige overtrædelser, hvor du vil kunne læse mere om sagsbehandlingen.
1.1 Status på sagsbehandling
Fiskeristyrelsen vil i løbet af juni 2019 opdatere denne side med oplysninger om den aktuelle status på sagsbehandlingen.
- Periode og proces for behandling af antagelighedssager særligt i forhold til tilskud fra fartøjsordningen under den Europæiske Hav- og Fiskerifond
En ansøger skal være antagelig for kunne ansøge om tilskud fra bl.a. fartøjsordningen under den Europæiske Hav- og Fiskerifond. Vurdering af om ansøgeren er antagelig sker på basis af visse alvorlige overtrædelser af fiskerilovgivningen. Ansøgeren skal være antagelig på ansøgningstidspunktet, og fortsat i hele projektperioden og i en periode på 5 år efter at den sidste udbetaling af tilskud er foretaget.
- Sideløbende med at pointsagerne afgøres vil det blive vurderet om det har betydning for en ansøgers ”antagelighed” i forhold til EU-tilskud.
- Fiskeristyrelsen vil i løbet af sommeren 2019 påbegynde udsendelse af høringsbreve med tilhørende afgørelsesudkast i sager, hvor styrelsen påtænker at træffe afgørelse om uantagelighed. Fiskeristyrelsen udsender ligeledes en meddelelse om antagelighed i sager, hvor der er tildelt point, uden at dette medfører uantagelighed. Du kan under pkt. 2.1 holde dig orienteret om, hvilken rækkefølge sagerne behandles i.
- Der vil her på siden blive linket til en kommende vejledning om antagelighed, hvor du vil kunne læse mere om sagsbehandlingen.
2.1 Status på sagsbehandling
Fiskeristyrelsen vil i løbet af sommeren 2019 opdatere denne side med oplysninger om den aktuelle status på sagsbehandlingen.