Alene hos Danske Fiskeauktioner er der i årets første uge omsat 200.000 kilo torsk fra indre farvande. RI 468 ”Juli-Ane” fangede alene 43 tons på de første 4 dages fiskeri.
Straks fra årets begyndelse har der været landet mange torsk fra indre farvande. Hos Danske Fiskeauktioner i Thyborøn og Hvide Sande, er der i uge 1 landet ca. 200 tons til en gennemsnitlig pris af 13,60 kr/kg.
Et af de skibe, som fra starten af årets har satset på torsk, er RI 468 ”Juli-Ane”.
Skibet fisker i vestlige Østersø og over de første 4 dage, nåede kutteren at fange 43 tons, som ad tre omgange er landet i Køge havn.
”Det er helt fantastisk” forklarer reder Verner Møller. ”Vi så gode tegn før jul, men havde på det tidspunkt ikke mere kvote”.
RI 468 ”Juli-Ane” fisker med T90 og det mener Verner Møller er fremtiden, både for fiskerne og for bestanden; ”Det har i hvert fald vist sig godt for os”, konstaterer Verner Møller. Størrelsessorteringerne er her i januar faldet ud med omkring 1/3 mellemstørrelse, og 2/3 5´torsk.