Havnen Hirtshals vil ikke acceptere, at fartøjerne ligger i havnen uden erhvervsmæssige formål, og derfor bliver blandt andet gamle fiskekuttere, der er taget ud af fiskeriet fjernet.
I den forgangne uge blev en udtjent kutter slæbt til Frederikshavn for at blive ophugget.
”De fartøjer der ikke længere tjener noget erhvervsformål, og som ligger i havnen uden eksempelvis at være havdagefartøjer, tager kajplads fra aktive fiskefartøjer, hvilket ikke er acceptabelt for Hirtshals Havn eller vore brugere,” siger Hirtshals Havns administrerende direktør Jens Kirketerp Jensen.
Skibene bliver også fjernet af miljømæssige hensyn, for at sikre, at de ikke synker i havnebassinerne.
”Det er naturligvis forbundet med udgifter for havnen at fjerne de gamle fartøjer. Derfor vil havnen gøre krav gældende mod ejeren af fartøjet for de udgifter, der har været ved at fjerne fiskefartøjet, og det kan selvfølgelig være en udfordring, men den må vi så tage. Vi vil ikke acceptere, at havnen skal tage sig af de problemer, som folk ikke selv vil sørge for. – Så bliver det jo bare en belastning for havnen og den reelle brugere,” siger havnedirektør Jens Kirketerp Jensen.