Det nye navn skyldes den nye ejer Christian Pilegaard fra Skagen, som overtog skibet fra Lars Kajgaard fra Strandby d. 1. marts i år. Christain Pilegaard havde før part i S 158 Skaw-Prawn, men kunne godt tænke sig udfordringerne som fiskeskipper på eget skib.
Christian Pilegaard er rigtig godt tilfreds med fartøjet, og har heller ikke foretaget de store ændringer. ”Hvor skibet før fiskede med to trawl efter hovedsagligt hummere, så fisker vi i dag med en rejetrawl,” siger Christian Pilegaard, der kun kan beklage sig over sæsonperioden, som heller ikke statistisk set er en ideel periode for fangst af dybhavsrejer.
Udover omrigningen er en udskiftning af skyllekasser til fordel for mere opbevaringsplads til kogte rejer den eneste ændring, der er foretaget på skibet.
Lige nu ligger S 226 Emmely Pilegaard oppe i den nordlige del af Skagerrak ud for Larvik og slæber efter dybhavsrejer.