Told-forberedelser går ind i sidste fase før 12. april, skriver Toldstyrelsen på deres hjemmeside. Man gør de sidste forberedelser klar til et no-deal Brexit op til onsdagens EU-topmøde.
Åbningstiderne for telefonerne udvides, så virksomheder allerede kan få hjælp på Brexit-natten.
Toldstyrelsens Brexit-hotline: 7222 1212
Forhandlingerne mellem EU og Storbritannien om det britiske exit spidser til, når parterne onsdag aften mødes i Bruxelles. Det sker imens, at Toldstyrelsen nu sætter gang i den sidste del af de planlagte forberedelser op til et no-deal Brexit, og de bemander ekstraordinært telefonerne natten mellem fredag den 12. og lørdag den 13. april.
Handelsdirektør Maren Holm Johansen fortæller, at Toldstyrelsens Brexit-hotline bemandes for bedre at kunne hjælpe handels-virksomheder med at få toldbehandlet deres varer i timerne omkring Brexit.
»Brexit betyder ændrede toldprocedurer for virksomheder, der skal have deres varer til og fra Storbritannien. Det gælder især for dem, der ikke er vant til at arbejde med told, og dem hjælper vi nu bl.a. med udvidede åbningstider på vores Brexit-hotline,« siger Maren Holm Johansen.
Ansat ekstra toldere
Toldstyrelsens Brexit-hotline er en del af en større indsats, der skal gøre Danmark klar til at, at briterne forlader EU, fortæller handelsdirektøren. »Vi har ansat mere end 40 toldere til at klare de toldopgaver, som følger med det britiske exit.«
»De ekstra kræfter bruger vi til at skrue op for vejledningen af virksomheder, både med fysiske informationsmøder og en bred vifte af digitale tilbud. Derudover har vi mandet op langs grænserne, så vi er klar til ekstra kontrolopgaver,« siger handelsdirektøren videre.
Toldstyrelsen anslår, at Brexit betyder en stigning i toldopgaver med 15 pct., forudsat at handlen mellem Danmark og Storbritannien ikke ændrer sig.