Der er nu indgået fiskeriaftaler for 2010 mellem EU og henholdsvis Norge og Færøerne. Der åbnes fra i dag for fiskeri i norske og færøske farvande.
For fiskeri i norske farvande gælder, at alle fartøjer, der havde licens til at fiske i norske farvande den 31. december 2009 i henhold til fiskeriaftalen mellem EU og Norge for 2009, kan påbegynde fiskeri fra i dag på basis af denne licens. Dette gælder også for fartøjer, der ved udgangen af 2009 havde licens til makrelfiskeri i norske farvande. I den forbindelse henledes opmærksomheden på, at makrelfiskeri i den norske økonomiske zone er åbnet for 2010.
Det bemærkes dog, at dette overgangsarrangement ikke gælder for fiskeri af sild i norsk økonomisk zone nord for 62 grader Nord og i fiskerizonen ved Jan Mayen. Licenser til dette fiskeri vil kunne udstedes, når en licensaftale mellem EU og Norge for fiskeri af atlanto-skandinavisk sild for 2010 er underskrevet, hvilket forventes at ske meget hurtigt
For fiskeri i færøske farvande gælder, at fartøjer, der havde licens til at fiske i færøske farvande den 31. december 2009, kan påbegynde fiskeri på basis af denne licens.