Besøg vores mobil side
 .

HavFrisk Fisker fra Odden Havn køber ny båd

Udgivet af FiskerForum den 05-11-2015 · info@fiskerforum.dk

Rikkelines forlis


Det var på andendagen, efter et fiskeri i bunden af Sejerø bugten omkring Lumsås og efter det sidste træk fisk var hevet om bord, at Rikkeline pludselig begyndte at hænge tungt med agterenden. Selvom der blev slækket op med det samme, ændrede det sig ikke og skibet begyndte at få slagside. De to fiskere nåede heldigvis over i redningsflåden, inden Rikkeline lagde sig helt om på siden og begyndte at synke.



Lærling med et køligt overblik


En traumatisk oplevelse, som man ikke sådan lige visker af tavlen, men også en oplevelse, hvor blandt andet lærlingen om bord beviste, at træningen i den slags situationer på Fiskeriskolen, absolut er alle pengene værd. Skipper Steen Jørgensen havde da også kun rosende ord til sin lærling efterfølgende, for en særdeles koldblodig og nøgtern reaktion og et godt overblik under forliset.



Den nye båd er en gammel træbåd, fortæller Steen til FiskerForum. Den har godt halvtreds på kølen og blev i sin tid bygget på E. Weber Jensens bådeværft i Køge, og er efter fiskeren fra Odden Havns vurdering, en god solid trawler der i størrelsen passer både til skipperen og til fiskeriet omkring Sjællands Odde.



Vand under kølen igen


Steen Jørgensen fandt kutteren ved kajen i Egernsund og efter et skibssyn ved det lokale bådebyggeri, sejlede hele familien i lørdags, med Steens bror til Fredericia, hvor der blev overnattet. Dagen efter fortsatte familien Jørgensen så alene, med lidt modstrøm til Odden havn, som man i fint vejr ramte søndag eftermiddag.



I disse dage arbejdes der på højtryk og rigtigt hårdt på at få båden klar. Der er kommet ny redningsflåde om bord, med tilhørende redningsveste og andet sikkerhedsudstyr. Der er foretaget en gennemgribende oprydning og klargøring af kutteren, Man regner med at båden er klar om ca. halvanden uges tid. Herefter vil Steen Jørgensen igen stævne ud fra Odden Havn og fange HavFrisk Fisk til de mange, som igennem årene har købt deres sprællevende rødspætter over kajen i Odden, ved Rikkeline.



Med hensyn til Fødevarekontrollens Elite Smiley mærke, som Steen Jørgensen tidligere har fået med det gamle fartøj, vil det nye fartøj også opfylde betingelserne for en elite smiley og dermed også kunne tilbyde kunderne rensede, flåede og fileterede fisk, som sædvanligt.



FiskerForum.com

© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia