Besøg vores mobil side
 .

Fiskerikonferencen er flyttet til det vestjyske

Udgivet af FiskerForum den 10-11-2017 · info@fiskerforum.dk

Når fiskere samles til en festlig og faglig aften, bliver det denne gang på Beach Bowl i Søndervig. Så sæt kryds i kalenderen fredag den 24. november, hvor aftenen ikke kun bliver med god mad, men også giver tid til en politisk debat om fremtidens fiskeri.

Temaet er »Fiskeriet i dag og i morgen«.


Konferencen arrangeres af Vestjysk Bank og Fiskeri Tidende i fællesskab og aftenens program ser således ud:


Aftenens Program



  • 15:30 Dørene åbner

  • 16:00 Velkomst ved adm. bankdirektør Jan Ulsø Madsen, Vestjysk Bank

  • 16:15 Karen Ellemann (V), Minister for fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde

  • 16.30 Paneldebat

  • 17:30 Kåring af Årets Fisker

  • 18:00 Pause

  • 18:15 Middag

  • 20:00 Tak for i aften


Kollerup, Poulsen og Ellemann mødes i Søndervig


De politiske klinger er skarpslebet, når Simon Kollerup (S), Ib Poulsen (DF) og fiskeriminister Karen Ellemann (V) mødes med Danmarks Fiskeriforenings formand Svend-Erik Andersen og en stor skare af danske fiskere til den fiskeripolitiske konference i Søndervig.


»Det er ikke kun aktuel fiskeripolitik, det kommer til at handle om. Sigtet er også lidt længere end bare i morgen. Derfor vil paneldeltagerne også blive bedt om at give deres bud på, hvordan fiskeriet ser ud om 5 til 10 år. Debatten giver også lejlighed til, at der kan stilles spørgsmål fra salen,« siger René Dandanell fra Fiskeri Tidende.


Fiskeriet har traditionelt en vigtig plads i Vestjysk Bank, som med sine to afdelinger i Hvide Sande og Thyborøn er tæt på der, hvor fiskeriet foregår. Her har man med den tætte kontakt til fiskeriet naturlig føling med de udfordringer og muligheder, der er i fiskeriet. Det er derfor ikke overraskende, at banken med hovedsæde i Lemvig i samarbejde med Fiskeri Tidende afholder en fiskerikonference.


»Vi gør det her, fordi vi gerne vil sætte fokus på fiskeriet, som er et vigtigt erhverv i Vestjylland, og vi føler samtidig et medansvar for at være en del af udviklingen i fiskeriet,« siger Jørgen Eriksen, afdelingsdirektør i Vestjysk Bank i Thyborøn.


»Erhvervet er i en rivende udvikling, og den skal vi som bank være på forkant med. Når vi laver en konference får ikke bare fiskerne, men også vi nyttig viden, som vi kan bruge som rådgivere og samarbejdspartnere overfor fiskerierhvervet,« siger Marie Øgendahl, afdelingsdirektør i Hvide Sande.


Årets Fisker er fundet


Igen i år vil konferencen danne rammen om kåringen af »Årets Fisker«. Sidste år blev skagboen Christian Pilegaard, kåret som »Årets Fisker« på fiskerikonferencen.


Det er fiskerne selv, der via deres lokale fiskeriforening har indstillet de fiskere, som skal være med i opløbet om at blive Årets


»Vi har fået mange indstillinger på absolut kvalificerede fiskere, som på meget forskellige måder har gjort sig positiv bemærket i sit erhverv som fisker. Det har været meget positivt med flere egnede kandidater, men det har selvfølgelig ikke gjort valget nemt,« fortæller René Dandanell, Fiskeri Tidende, der har stået i spidsen for den jury, som har valgt Årets Fisker. De øvrige jurymedlemmer er Jan Ulsø Madsen, administrerende bankdirektør i Vestjysk Bank, Flemming Christensen, direktør i Fiskeriets Arbejdsmiljøråd og Torben Høy, Vest Fisk i Hvide Sande.


Prisen som »Årets Fisker« overrækkes af fiskeriminister Karen Ellemann.


Fiskerikonferencen er et samarbejde mellem Fiskeri Tidende og Vestjysk Bank. Konferencen starter fredag den 24. november kl. 15.30, hvor dørene åbner. Aftenen sluttes af med en middag. Det er gratis at deltage i konferencen, der foregår på restaurant Beach Bowl i Søndervig.


Tilmelding skal ske på www.vestjyskbank.dk/fiskeri



Kilde: Vestjysk Bank
FiskerForum.dk


Fiskerikonferencen er flyttet til det vestjyske - del gerne


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia

*/