Besøg vores mobil side
 .

Ellemann lukker Råstofindvindingen i det nordlige Øresund

Udgivet af FiskerForum den 15-11-2018 · info@fiskerforum.dk

Det skal være helt slut med at grave sand og grus i det nordlige Øresund, det skriver Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen i en pressemeddelelse og lukker nu for nye indvindingstilladelser og udpeger istedet området som beskyttet havområde.

Hvert år hentes 50.000 m3 sand og grus op fra det nordlige Øresund. Materialer som primært bliver brugt til byggeri i hovedstadsområdet. Men den nordlige del af Øresund rummer sårbar natur og er et vigtigt kommercielt gydeområde for en række fiskearter.


Derfor lukkes råstofindvindingen nu


»Når man taler om naturbeskyttelse, så glemmer man ofte, at havbunden er en væsentlig del af økosystemet. Øresund rummer et stort antal naturtyper, der overgår det langt større Kattegat. Vi har haft et trawlforbud i området siden 1932, og nu stopper vi med at grave sand og grus, så området bliver ét stort, samlet beskyttet naturområde,« siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.


Øvrige indvindingsområder kan dække behov


I Danmark hentes årligt 35 mio. m3 sand og grus, og det er forventningen, at de øvrige indvindings-områder til lands og til havs kan dække behovet som opstår ved lukning af nordlige Øresund.


Det nordlige Øresund vil blive udpeget som beskyttet havområde under EU's havstrategidirektiv. I området finder man blandt andet mange forskellige naturtyper og levesteder for en række vigtige fiskearter.


Der lukkes for nye tilladelser til indvinding af råstoffer pr. 1. januar 2019. De eksisterende tilladelser vil dog først løbe ud i løbet af et par år, hvorfor indvindingen vil kunne fortsætte noget tid endnu, hvilket giver erhvervslivet mulighed for at tilpasse sig.



Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet
FiskerForum.dk


Ellemann lukker Råstofindvindingen i det nordlige Øresund - del gerne


© 2018 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 6022 0946 Cookie- og privatlivspolitik