Aviserne og medierne inklusive FiskerForum, har gennem en længere periode måske i alt for høj grad fokuseret på de manglende yngre kræfter og hænder i fiskeriet og især til afløsning for »det grå guld«, hvor håret under skipperkasketten nok mere er gråt end sort og hvor alderspensionen begynder at rykke nærmere.
Men virkeligheden omkring de manglende skipperkandidater er måske en helt anden. Der er bare ingen der rigtig snakker om det. Alene i en vestkysthavn som Hvide Sande er der ud af den samlede fiskerflåde allerede indgået aftaler om generationsskifte med omkring 10 til 12 yngre fiskere, der nu køres i stilling til på sigt at overtage fartøjer og kvoter til en værdi i nærheden af en kvart milliard kroner.
Så da en lokal fisker forleden ringede til FiskerForum, og klagede sin nød over den megen tale om manglende yngre kræfter samt tilsvarende hænder på roret i de danske trawlere, så har virkeligheden måske ændret sig her.
Større fartøjer er i fuldt sving med generationsskifte
Alene i danmarks femte største fiskerihavn Hvide Sande er der for tiden op mod ti fartøjer igang med generationsskifte. Det er her værd at bemærke, at handlerne med fiskeomsætning samt værdier af fartøjer og kvoter alene pr. fartøj modsvarer en handel af en mellemstor maskinfabrik på land.
Et generationsskifte vurderes altid individuelt
kompleksiteten i fiskeriet er til at føle på, med et fiskerierhverv der har helt særlige økonomiske og administrative vilkår at arbejde under samt vidt forskellige forhold, når det drejer sig om fiskerier, som det pelagiske og det demersale eller konsum- og industrifiskeriet. Oveni skal lægges, at der ikke er to generationsskifter der ligner hinanden. Derfor er et skifte i fiskeriet også en udfordring, ikke kun for skipper og bedstemand, men i lige så høj grad for rådgivere og eksperter. De skal undervejs i processen vejlede igennem en jungle af love og paragraffer samt omskiftelige tilskudsordninger, med specifikke og særlige krav og forhold som f.eks. at ejerskabet skal være ejet af erhvervsaktive fiskere med mindst 60 procent o.l. Hvilket, sammen med alt det andet, gør en handel kompleks og udfordrende for alle parter.
Saglig og faglig rådgivning nødvendig
I dette minefelt med en lov- og paragrafmæssig uforudsigelighed, agerer Fiskeriteamet fra Ringkøbing Landbobank. Et team bestående af specialister indenfor finansiering af fiskeri, der med korrekte og konkrete løsninger til fiskeriets mange daglige udfordringer, i samarbejde med revisor og advokat også tager sig af generationsskifte mellem fiskeskipper og en yngre fisker.
Til FiskerForum, forklarer Henrik Pagaard fra Fiskeriteamet i Ringkøbing Landbobank, at der i fiskeriet gøres mange overvejelser, før en endelig beslutning bliver taget omkring et fiskeris overdragelse til en kommende efterfølger og arvtager. Der melder sig mange spørgsmål undervejs i en generations-afhændelse af skib og kvoter og det er ifølge rådgiveren fra Landbobanken, altid individuelt hvorledes den enkelte sag skal gribes an.
Ingen penge op ad lommen
Et godt udgangspunkt er altid købers, partrederens økonomiske formåen, forretningsplan og dennes forudsætninger. «Når man kender disse, har man et godt udgangspunkt for en handel. En handel som i de fleste tilfælde ender med en fornuftig generationsskifte-løsning for begge parter, men også en løsning hvor det oftere sker, at den nye skipper ikke skal have penge op ad lommen,« kommer det smilende fra Henrik Pagaard.
Det er her Landbobankens fiskerimæssige styrke ligger, med utraditionelle og fleksible løsningsforslag og da banken altid stiller med to fiskerispecialister til sådanne opgaver, får man hurtigt den helt rigtige faglige vinkel på en løsning, med en enkel finansieringsplan og en fornuftig forretningsplan skruet sammen.
I forløbet er der afdækket for den unge fisker, hvilken virksomhedsform der er bedst for ham og skipper. På det økonomiske plan har man også fået åbnet op for de forskellige finansieringsmuligheder, der eventuelt kan være med banklån, variabel eller fast forrentet, eller med succession, eller lån fra Fiskernes Fremtid, som er et generationsskifteselskab for de unge fiskere. Det kunne også kombineres med sælgerpantebreve eller leverandørfinansiering, etableringskonto / iværksætterkonto og sidst men ikke mindst EIB (European Investment bank), ligesom der i bankens rådgivning også er taget højde for FKA/IOK lånefisk samt tilskud til førstegangs etablerede fiskere.
Henrik Pagaard nævner at der for tiden arbejdes med en pulje på 10 mio. kroner, til at gøre det mere spiseligt for »Førstegangslånerne«, at etablere sig med foden på eget dæk. Men der er risiko for at man ender med en ubrugelig tilskudsordning For som Henrik Pagaard påpeger, overvejer man at pille ved en ordning, der sidste gang ordningen var åben i 2014, med et kontant tilskud til den nyetablerede på op til kroner 375.000, virkede fantastisk og motiverende. En ordning der bare fungerede uden så meget vrøvl og bøvl, Det var en ordning der var helt perfekt for nye fiskeskippere. Så selvom den nye ordning lover højere engangsudbetaling, så ser det ud til at blive koblet sammen med begrænsninger og regler der gør det nærmest umuligt at blive berettiget til tilskuddet. Og som en bekymrede og lidt ærgerlig bankspecialist udtaler, så rammer de ikke engang målskiven med dette forslag, de rammer simpelthen helt forbi. Han påpeger dog, at det endnu kun er et forslag, men hvorfor ændre på noget som tidligere har fungeret ?
Kigger man på tallene for Danmarks femte største by og sammenligner dem, har man i de øvrige havnebyer i VestDanmark, helt samme struktur og adfærd, så lægger vi til, at andre store havne også er langt fremme i generationsskifteforløbet, så ser det ikke så håbløst ud endda for de vestjyske Havne og den fremtidige udvikling her. Så fiskeskipper Jens Frich fra Hvide Sande havde ret, vi / medierne har været blinde for at udviklingen også indenfor generationsskifte allerede har taget fart og kurs, hvilket absolut er yderst optimistisk, og det lover godt for det fremtidige fiskeri i Danmark.
FiskerForum.dk