Der arbejdes koncentreret og målrettet på det vestjyske værft i Hvide Sande, hvor direktøren for Hvide Sande Shipyard, Steel & Service Carl Erik Kristensen fortæller til FiskerForum.dk, at værftet nærmest er godt fra start i 2017 med spændende udfordrende opgaver med gode ordrebøger. Det hele flot orkestreret af et yderst fagligt dygtigt og kompetent personale der er velorganiserede og som bare flyver med.
2016 har været et godt år for Hvide Sande Shipyard Steel & Service, der har haft en god ordreindgang og ikke mindst med leveringen af, den for værftets mest avancerede nybygning nogensinde, OV »Bøkfjord«, der også kastede en æresbevisning af sig, med værftets udnævnelsen til »Danish Ship of the Year 2016. Dette var samtidig et skulderklap af de helt store til værftets dygtige og dedikeret medarbejdere, der alle havde ydet deres ypperste med opgaven.
Øget beddingsfaciliteter
Værftet har i 2016 fået udbygget beddingsanlægget, så det vestjyske værft kan følge med udviklingen, der går mere og mere i retning af hurtige »Pit Stop« service for kunderne. Udvidelsen har betydet, at man nu kan have fire store katamaraner på beddingen samtidig, sammen med de andre traditionelle beddingsvogne og mindre katamaran vogne. Her har det endvidere givet mulighed for flere og større skibe i den store hal, hvor der er monteret en 17 meter bred port. Ombygningen af beddingen, er vigtig for værftet, da det i sidste ende betyder større adgang samt bedre og hurtigere service som dermed giver en bedre økonomi for offshore kunderne.
Sidstnævnte har netop nu, fire SWATH katamaraner og crewbåde på beddingen fra rederierne A2SEA og Odfjell Wind A/S, en situation som værftet har foreviget på video.
Bag det flyvende og velfungerende værft står der et stærkt administrativt personale. Et personale der med en travl og indholdsrig hverdag, får tiden til bogstavligt at flyve afsted, hurtigt og ubemærket, man ænser knapt at dage bliver til uger og uger til år, men pludseligt stopper man op for at opdage, at alderen er fulgt med.
En sådan situation er opstået på administrationsgangen på værftet. For som Carl Erik Kristensen bemærker, »Vi skal i år ud at finde fire nye personer til de administrative opgaver, da nogle af vores trofaste og mest betroede medarbejdere af naturlige årsager trækker sig tilbage for at gå på velfortjent enten efterløn eller pension.
Dvs. fire nye medarbejdere skal findes til de ledige stillinger, lige fra regnskabschef og -assistent til en medarbejder til løn og HR opgaver samt en medarbejder til de administrative opgaver, der findes på værftet.
Se jobannoncen direkte på Hvide Sande Shipyards hjemmeside
»De 4 medarbejder der stopper i virksomheden har høj anciennitet, så det er gode og stabile folk der skal erstattes, fortæller Carl Erik Kristensen videre. »Det er en kæmpe fordel for os, at der er blevet meldt åbent ud fra medarbejdernes side, så vi som virksomhed har mulighed for at planlægge udskiftning af så forholdsvis mange stillinger i en relativt lille administration. Der er endvidere aftalt fleksibilitet omkring afgangs tidspunktet for en af stillingerne, ligesom der er indgået aftale om en »hotline« med hjælp fra en anden medarbejder og det er vi super glade for, slutter den vestjyske værftsdirektør, der håber det kommende mandskab i afdelingen, kommer til at køre ligeså velsmurt og effektivt med helt faste rutiner, som det hold værftet nu siger farvel til i løbet af 2017.