Et nyudviklet leje bevarer det roterende lys på historisk fyr. Et leje der er udviklet i samarbejde mellem Fyrhistorisk Museum på Nakkehoved, DTU og Søfartsstyrelsen.
Der blev i 2009 indgået en aftale med Arbejdstilsynet om at udfase kviksølv på alle Søfartsstyrelsens fyr over en 5 årig periode. På Lyngvig fyr ved Hvide Sande blev kviksølvet fjernet i 2011. På det tidspunkt var der ikke fundet en teknisk løsning, der kunne bevare det roterende lys.
Stor lokal interesse for at bevare fyrenes roterende lys
Der blev i 2010 igangsat et samarbejde mellem Fyrhistorisk Museum på Nakkehoved, DTU og Søfartsstyrelsen med henblik på at udvikle et nyt leje. Hensigten var at bevare det roterende lys og den historiske fyrteknik på det fredede Nakkehoved fyr og samtidig sikre en stor driftssikkerhed og en fornuftig driftsøkonomi.
Det nyudviklede leje blev taget i brug på Nakkehoved fyr i april 2013, og konstruktionen har vist sit værd. Udover gevinsten ved at fjerne kviksølvet, har konstruktionen reduceret energiforbruget. Det roterende lys er bevaret, samtidig med at den historiske fyrteknik er bevaret intakt. Også Søfartsstyrelsens krav til driftssikkerhed samt en fornuftig driftsøkonomi er imødekommet.
Roterende lys på Lyngvig fyr
Der blev på baggrund af erfaringerne fra Nakkehoved fyr igangsat udvikling af løsninger til Lyngvig fyr, Skagen fyr og Blåvandshuk fyr. I november 2013 var en redesignet konstruktion klar.
Den 18. december blev det nye leje også monteret på Lyngvig fyr. Systemet testkøres indtil den 23. december uden lys, og hvis alt forløber, som det skal, tændes det roterende lys den 23. december. Til næste år skal kviksølvet fjernes fra Skagen og Blåvandshuk fyr, og også her vil det nye lejesystem blive implementeret, så det roterende lys kan bevares.