Det er den tidligere Hvide Sande-dreng og chefkonsulent samt uddannet jurist Thomas Rahbek Sloth, der fredag den 25. marts, afløser den afgående formand for Sydvestjysk Fiskeriforening Jesper Juul Larsen, der i en alder af 65 år, nu ønsker at trække sig fra sit organisationsarbejde i fiskeriforeningen.
Ny mand på posten er den kun 31-årige Thomas Rahbek Sloth, der er gift med Katja, som sammen har en datter. Privat bor han i Ringkøbing, men vil i sit fremtidige virke som fiskeriforeningsformand være at finde på Sydvestjysk Fiskeriforenings kontor i Hvide Sande, når han ikke ellers deltager i møder og konferencer rundt om i landet.
Sydvestjysk Fiskeriforening dækker Jyllands vestkyst fra Limfjorden til grænsen, og er dannet af to gamle kredse, Vestkredsen (Hvide Sande) og Sydvestkredsen (Esbjerg).
Den rigtige mand på posten
Det er som den afgående fiskeriforeningsformand Jesper Juul Larsen ganske rigtigt har sagt om stillingen. Man skal være i stand til at tale to forskellige sprog i denne stilling – fiskernes og politikernes og det er også helt afgørende, at man både kan lytte og forstå sagerne fra begges side. En kunst som netop Thomas Rahbek Sloth udmærker sig med.
Det bliver nu den unge Thomas Rahbek Sloth, der fremover skal være fiskernes talerør i Sydvestjysk Fiskeriforening og som tingene står lige for tiden, så bliver det en opgave der vist bedst kan betegnes som, utroligt udfordrende.
»Den helt store udfordring er, at vi befinder os i en skelsættende tid, og det er derfor vigtigt, at vi får vendt danskernes opfattelse af fiskeriet. Fiskeriet i Danmark er en klimavenlig og bæredygtig vej til kød-proteiner, og fiskerne har rent faktisk nedbragt sin CO2 udledning med 64 % siden 1990. Altså kun 6 procentpoint fra målet om 70 % reduktion – det er der ikke mange erhverv, der kan prale med,« udtaler Thomas Rahbek Sloth.
Med fiskeriets situation i øjeblikket, der kæmper med en minister der måske ikke helt har forstået fiskernes problemstillinger samt en endnu manglende afregning af Brexit og en endnu ikke afsluttet ophugningsaftale samt et overvældende bureaukrati og et hav af uforståelige påbud som kameraovervågning, landingsforpligtelse og meldepligt mv. for ikke at forglemme de årtier gamle problemer med skarv og sæler, der alle til stadighed gør livet det surt for fiskerne. Udfordringerne står nærmest i kø og kræver en mand, der både kan forstå problemernes omfang, som de ser ud fra fiskernes side, men også en veltalende og godt funderet person udi det juridiske samt det lovmæssige, som kan tale politikerne og embedsmændenes sprog, så fiskernes problemer kan sættes i et retmæssigt og forståeligt perspektiv.
Men det handler også om, som Thomas Rahbek Sloth udtrykker det, at komme ud mere bredt til danskerne og sikre sig deres forståelse for fiskernes fremtid. Noget som den 31-årige vestjyde gjorde en del ud af i sit virke som chefkonsulent ved Thyborøn Havns Fiskeriforening. Her havde Thomas Rahbek Sloth modtaget flere ønsker om arrangementer med blandt gymnasie- og skoleelever, der ville vide mere om fiskeriet. En idé som den unge vestjyde straks fulgte op på, og arrangerede en dag i samarbejde med CDEU, Central Denmark EU office, hvor Brexit, EUs indvirkning på fiskeriet og en gennemgang af fiskerimetoder gav grobund for en faktabaseret debat, hvor de unge gik der fra med en god portion skepsis overfor skræmmekampagnerne fra WWF, Greenpeace mfl.. Som afslutning på dagen, var de unge ombord på én af Thyborøns store trawlere, så dagens indtryk kunne lagres både med teori og det praktiske.
Det blev en overvældende succes, for her havde Thomas Rahbek Sloth fået fortalt de unge, hvad der rent faktisk er op og ned i debatten om fiskeri.
Danmarks Fiskeriforenings otte mærkesager ligger dybt forankret i Thomas Rahbek Sloths bevidsthed, der fornuftigt nok handler om det nære og det daglige; Havmiljøet skal være sundt og Fiskerimulighederne skal afspejle den faktiske bestandssituation. Ligeledes skal dansk fiskeri være bæredygtighedscertificeret og den frie adgang til farvandene skal opretholdes. Det kræver en styrket erhvervspolitik fra foreningens side og en sikring af at rekrutteringen til fiskeriet øges, så man dermed sikrer generationsskiftet. Dansk fiskeri fortjener et positivt image og derfor skal fiskeriet tale med én stemme – der skal være plads og rum til alle.
Med dette in mente og en klippefast tro på fiskeriets fremtid, hører fiskersønnen fra Hvide Sande også til dem, der vil kæmpe for fiskerne og deres rettigheder. Så når nu generalforsamling på fredag godkender valget af Thomas Rahbek Sloth til formand, så kommer der et andet syn på fiskeriet, fra én der har en lidt anden indgangsvinkel til de til stadighed værende problemer i fiskeriet. Vi må erkende at det er en ny tid fiskeriet går i møde.
Ung vestjyde sætter sig i formandsstolen for Sydvestjysk Fiskeriforening
ANNONCER