Silas Ruby fra Agger har i dag overtaget ejerskabet af RI372 Annie Nielsen af Hvide Sande.
– De sidste detaljer i forbindelse med ejerskabet er faldet på plads i dag, så det var en god besked at få. At tingene som vi har arbejdet på gennem en længere periode nu endeligt faldt på plads, siger Silas Ruby til FiskerForum.
Silas Ruby har i øvrigt tidligere i godt og vel ét års tid arbejdet ombord på selvsamme skib, som han netop har købt.
RI372 Annie Nielsen har han købt af det rederi, hvor han hidtil har været forhyret. Skibet beholder nummeret, men får nyt navn – nemlig Aggersøe.
– Generationsskifte selskabet i Hvide Sande har været involveret i købet, og de har været rigtig gode. Vi beholder Hvide Sande numrene da vi er blevet rigtig godt behandlet hernede, fortæller Silas.
Skipper-eksamen på Skagen Skipperskole
Silas Ruby – som er 19 år – er netop nu i gang med skippereksamen på Skagen Skipperskole, og er i disse dage i gang med de afsluttende eksamener. Så det varer ikke længe, inden søen kalder igen, og denne gang med foden på eget dæk.
Mentor og læremester
Men Silas har ikke kastet sig selv helt hovedkulds ud i fiskeriet som selvstændig. Hans gamle mentor og læremester – Torben Søe – er med ombord på skibet, og vil i starten være skipper, således Silas stille og roligt kan komme ind i tingene.
– Det er en perfekt måde at komme godt ind i tingene med en mand som Torben Søe. Torben har været i fiskeriet i mange år, og kan alt på rygraden, så det giver mig ro i maven at have en mand der kender forholdene så godt. Torben er jo min læremester, og vi har tidligere sejlet sammen på Annie Nielsen, så vi får en flyvende start med noget vi kender, det er en unik mulighed jeg har fået her, for at komme i gang på en god og stabil måde, fortæller Silas.
62-årige Torben Søe fortæller til FiskerForum, at han føler sig heldig at få denne chance til at kunne være med til at løbe nogle unge mennesker i gang:
– Jeg kan rigtig godt lide at arbejde med unge mennesker – det holder mig igang at skulle holde trit med dem, så jeg glæder mig meget på Silas’s vegne, og at han har den tillid til mig”.
Gammel ven og makker
Silas fortæller yderligere, at hans gamle barndomsven Patrick Slavensky, som han har kendt helt fra barnsben, også har valgt at følges med ham på den nye kutter:
– Og så er der lige den finesse, at Patrick og jeg tidligere har sejlet sammen – også på Annie Nielsen. Så kan man næsten ikke ønske sig et bedre setup, siger Silas.
Låne fisk
Silas har fået tildelt “lånefisk” som alle andre iværksættere i fiskeriet får.
– Her har vi lånt fisk til vores primære fiskeri som er hummer og rødspætter i Skagerrak og Nordsøen. Disse fisk er udlånt til os i hele otte år. Vi har også fået tildelt industriarter som tobis og brisling. Skibet har i mange år fisket efter begge arter, så den er klar til dette fiskeri også, slutter Silas Ruby.