I 2011 faldt en fisker overbord og mistede livet, da han arbejdede på et såkaldt notskib. På den baggrund gør vi her opmærksom på, hvilke tiltag, der kan forbedre sikkerheden om bord.
Søfartsstyrelsen ønsker at gøre opmærksom på risikoen for overbordfald på de såkaldte notskibe – hvilket er fiskeskibe med en særlig type fangstredskab. Overbordfald kan ske mellem overkanten af bingen og bøjlen, hvilket hændte ved en ulykke i 2011. Her mistede fisker mistede livet, da han faldt over bord i forbindelse med stuvning af noten i notbingen. Noten forskubbede sig under arbejdet og fiskeren blev skubbet ud over rælingen.
Hvis du arbejder med sikkerheden på et notskib, og du mener der er en risiko for overbordfald, kan du mindske denne ved at træffe en række foranstaltninger. Det kan ske ved, at man med afspærring sikrer fiskerne, der arbejder i bingen. Det kan også ske ved, at arbejdet udføres på en måde, hvor fiskerne ikke udsættes for risikoen for overbordfald. Fiskerne skal oplæres i, hvordan arbejdet skal foregå, og en sikkerhedsinstruks skal indgå i skibets arbejdspladsvurdering (APV).
Skulle ulykken alligevel ske, vil fiskernes overlevelsesmuligheder forøges væsentligt, hvis der anvendes en arbejdsvest, som kan holde fiskeren flydende.