Der er 51,6 millioner kroner i tilskudsordningen Fiskeri, natur og miljø, der skal beskytte havmiljøet og fremme ressourceeffektiviteten, er åben indtil 1. september 2016.
Under det danske hav- og fiskeriudviklingsprogram (EHFF) kan videnskabelige institutioner søge op til 100 procent i tilskud til nedenstående indsatsområder. Det er en betingelse for tilsagn om tilskud, at projektet er relevant for udvikling eller opretholdelse af bæredygtig udnyttelse af marine biologiske ressourcer.
Der kan søges tilskud til projekter inden for følgende indsatsområder:
- Marin innovation
- Marin biodiversitet og marine økosystemer inden for rammerne af bæredygtige fiskeriaktiviteter
- Udsætning af ål.
Projekter inden for marin innovation skal have en vis nyhedsværdi i forhold til teknologi eller organisation. Projekterne kan omhandle udvikling, afprøvning og design af fiskeredskaber eller udvikling og indførelse af ny teknologisk eller organisatorisk viden.
Projekter inden for marin biodiversitet og marine økosystemer kan omhandle udvikling og indførelse af ny teknologisk viden, som kan mindske fiskeriets påvirkning på miljøet eller bedre fiskeriforvaltning i forhold til udnyttelsen af havets biologiske ressourcer.
Se vejledning for Fiskeri, natur og miljø for yderligere detaljer.
Der er i år afsat 51,6 mio. kr. til ordningen fordelt på nedenstående måde:
- 12,5 mio. kr. til at støtte marin innovation
- 33,1 mio. kr. til beskyttelse og genopretning af marin biodiversitet
- 6,0 mio. kr. til udsætning af ål.
Ansøgningsskemaet skal være NaturErhvervstyrelsen i hænde senest torsdag den 1. september 2016.
Hvis der bliver overansøgt inden for et af indsatsområderne, bliver ansøgningerne prioriteret efter, om projekterne har implementeringspotentiale, nyhedsværdi eller om projekterne bidrager væsentligt til gennemførelsen af den fælles fiskeripolitik.