Den danske fiskemelsproducent, TripleNine Fish Protein, er for tiden i forhandling med en kinesisk partner om produktion af omega-3 relaterede helseprodukter.
Det er et af resultaterne af virksomhedens intense bestræbelser på at udvikle sine handelsforbindelser på det kinesiske marked.
– Vi satser målrettet på at få en produktion af omega-3 relaterede helseprodukter til humant brug i gang i Kina, fortæller TripleNine’s administrerende direktør, Christian Bisgaard. – Det skal ske på en energieffektiv måde og med fokus på beskyttelse af miljøet, hvilket både vi og kineserne tillægger afgørende betydning.
– Projektet støttes af Danmarks Ambassade i Kina og af den kinesiske lokalregering, og vi er netop nu i forhandling med en lokal partner, tilføjer Christian Bisgaard.
Han er blandt de danske politikere og erhvervsfolk, der netop er inviteret til gallataffel hos dronningen og prinsgemalen til ære for Kina’s præsident Hu Jintao og fru Liu Yongquing, der besøger Danmark i tre dage sammen med en stor kinesisk erhvervsdelegation.
– Vi er meget beæret over invitationen, og jeg glæder mig til at møde de kinesiske erhvervsfolk og derved udbygge vore gode forbindelser med Kina, siger Christian Bisgaard.