Bestyrelsen for fiskemelsfabrikken TripleNine Fish Protein a.m.b.a., der har hovedsæde i Esbjerg og produktionsfaciliteter i Thyborøn, har besluttet at indstille til generalforsamlingen senere på måneden, at der efterbetales ca. 19 millioner kroner til de i alt 38 andelshavere, der gennem året har landet fisk til fabrikken.
Desuden får de fiskere, der har købt brændstof gennem virksomheden en efterbetaling på 6 øre pr. liter.
Det sker på basis af et årsregnskab, der viser et positivt resultat på 49 millioner kroner for koncernen som helhed.
Tilfredsstillende
– Det er et tilfredsstillende resultat, især set i lyset af, at vi har set faldende priser på fiskemel hen over året, siger TripleNine’s administrerende direktør, Christian Bisgaard.
– Til gengæld har vi også i det forgangne år fået gode tilførsler af råvarer, og vi slutter endda på et lidt hørere niveau end året før, tilføjer han.