Fiskemels-koncernen TripleNine fra Esbjerg har netop fået godkendt sit regnskab på selskabets generalforsamling. Et regnskab der fortæller at TripleNine nu er på vej tilbage på sporet efter nogle år med mindre pæne resultater på bundlinjen.
2019 har således rettet sig med et resultat på 58 mio. kroner og en fornuftig stigning i nettoomsætningen på knapt 215 mio kroner til samlet nettoomsætning på 1.353 mio kroner.
Regnskabsmæssigt har 2018 på alle mulige måder været et rædselsår for TripleNine gruppen, men dette syntes nu at være ændret til det bedre og selvom der ikke er tale om nogen fuldstændig genopretning, så anses resultatet for 2019 at være tilfredsstillende.
TripleNine kigger frem mod et 2020 med skærpet konkurrence om råvarerne, hvor der vil være produktionsmæssig overkapacitet til at forarbejde råvarerne. Trods disse udsigter, forventes det at resultatet for 2020 bliver på niveau med 2019. Dog gør det sig gældende, hvor store kvoterne for tobis og brisling bliver samt hvorledes prisudviklingen for både råvarer og færdigvarer bliver i indeværende år.
Endnu en joker der ikke er taget med i forventningerne for resultatet for 2020 for TripleNine, er den igangværende Corona-krise, som i høj grad må siges at være en fuldstændig ubekendt i ethvert regnskab for tiden.
2019 var også året hvor TripleNine tog konsekvensen af, at der ikke længere var helt det samme råvaregrundlag af bl.a. tobis til produktionen af fiskeolier og fiskemel. Råvarer der primært anvendes til foderproduktionen. Det førte i september måned til afskedigelse af omkring 37 personer i produktionerne i Esbjerg og Thyborøn.
Trods dette har Triplenine Group i 2019 fastholdt investeringerne på nogenlunde samme niveau som året før.
Som led i en omstrukturering af koncernens aktiviteter i Danmark, har selskabet ultimo 2019 overdraget varelagre til datterselskabet Polar Omega A/S for ca. 200 mio. kr.