Tilskudsordningen »Investeringer i fiskerfartøjer« åbner igen mandag kl.8 den 1. februar 2016. Men allerede nu kan du forberede din ansøgning. Ordningen er for erhvervs- og kystfiskere, som bl.a. vil fiske mere bæredygtigt til gavn for havmiljøet.
Alle kan søge, men vi giver alene tilskud til de teknologier, der står på teknologilisten. Allerede nu kan du finde teknologilisten, ansøgningsskema og vejledning på.
Vi behandler ansøgningerne i den rækkefølge, vi modtager dem. Når pengene er fordelt til de ansøgninger, der opfylder betingelserne, lukker vi ansøgningsrunden. Dog er alle ansøgninger, som vi modtager inden for de første 24 timer, gældende fra mandag morgen 1. februar kl. 8, sikret tilskud, hvis de opfylder betingelserne for tilsagn. Det er derfor en god idé at sende ansøgningen så tidligt som muligt, når ordningen åbner.
Teknologierne er opdelt i seks indsatsområder i teknologilisten:
- Teknologier, der forbedrer størrelses- og artsselektiviteten i fiskeredskaber.
- Investeringer ombord eller teknologier til eliminering af udsmid ved at undgå eller reducere uønskede fangster eller til håndtering af uønskede fangster – også opbevaring.
- Teknologier, der begrænser eller eliminerer fiskeriets fysiske og biologiske indvirkning på økosystemet eller havbunden.
- Teknologier, der beskytter redskaber og fangster mod havpattedyr og havfugle og fangst af disse.
- Merværdi for fiskervarer, herunder fx støtte til investering/udstyr, hvorved fiskerne kan foretage forarbejdning, direkte afsætning af egne fangster mv.
- Kvaliteten af fiskevarerne, dvs. innovative investeringer ombord.
Vi giver henholdsvis 30 eller 40 procent i tilskud til den samlede udgift til ny teknologi.
Du kan søge et tilskud på 40 % af projekter inden for følgende kategorier:
- Projekter, der bidrager til at gennemføre landingsforpligtelsen
- Projekter, der omfatter kystfiskeri
- Projekter, der omfatter yngre fiskeres førstegangsetablering.Vi giver tilsagn om tilskud på 30 % til alle øvrige projekter.
Det samlede tilskud i 2016 er på i alt 24,6 mio. kr., og hver enkelt fisker kan få tilskud til en samlet projektsum på op til 4,0 mio. kr.
Læs mere om baggrunden for ordningen