Siden det for godt en uge siden blev almindelig kendt, at Søfartsstyrelsen efter 1. marts 2011 ikke længere vil godkende, at mindre fiskefartøjers stabilitet dokumenteres ved hjælp af en dynamometerprøve, har Fiskeriets Arbejdsmiljøråd, Søfartsstyrelsen og skibskonsulenter rundt i landet oplevet en overvældende stor respons fra fartøjsejere med mindre fiskefartøjer.
Dette har medført, at Fiskeriets Arbejdsmiljøråd, Søfartsstyrelsen og skibskonsulenter rundt i landet har oplevet en overvældende stor respons fra fartøjsejere med mindre fiskefartøjer.
Fælles for de fleste har været ønsket om at få afklaret, om der til netop deres fartøj vil kunne forventes at blive stillet krav om stabilitetsundersøgelse, når Søfartsstyrelsen i den kommende tid kommer ombord for at afholde syn. Allerede nu har mange fartøjsejere således fået vished om, at der til deres fartøj vil kunne forventes et sådant krav, hvorfor mange af disse fartøjsejere straks har taget konsekvensen deraf og bestilt tid hos en autoriseret skibskonsulent til afvikling af stabilitetstest ved hjælp af dynamometerprøve.
Den overvældende interesse for at få fartøjernes stabilitet dokumenteret ved hjælp af dynamometermetoden inden 1. marts giver nu travlhed rundt i havnene. Eksempelvis blev der fredag alene i Hvide Sande gennemført prøve på 4 lokale fartøjer, og i den kommende uge bliver der afviklet prøver på flere andre fartøjer rundt i landet. Der er dog en vis risiko for, at ikke alle tilmeldte fartøjer kan nå at få afviklet en prøve inden fristens udløb.
På foranledning af en konkret henvendelse til regionsleder Jens F. Carstens hos Søfartsstyrelsen i Frederikshavn, har Søfartsstyrelsen derfor fredag 18. februar meddelt, at de vil acceptere en tilmeldingsliste indsendt inden d. 01. 03. 2011.
Tilmeldingsliste
På listen kan de autoriserede skibskonsulenter påføre de fartøjer, der har bestilt en dynamometerprøve men ikke har nået at få udført den inden fristens udløb. Fartøjerne på listen kan efterfølgende få udført en dynamometerprøve under forudsætning af, at den færdige stabilitetsrapport er Søfartsstyrelsen i hænde inden d. 01. 04. 2011. Søfartsstyrelsen understreger dog, at de ikke accepterer ”eftertilmeldinger” på listen.
Fiskeriets Arbejdsmiljøråd opfordrer alle, der har et mindre fiskefartøj – og som endnu ikke har fået klarhed over deres egen situation, til at få undersøgt, om der for deres fartøj findes dokumentation for stabilitet, og om hvorvidt evt. dokumentation fortsat vil kunne forventes at være gældende. I de tilfælde hvor der ikke findes dokumentation for stabilitet, kan man benytte sig af den forlængede frist til at dokumentere fartøjets stabilitet ved en dynamometerprøve som beskrevet ovenfor.