Havnens drøm om at samle fiskernes redskaber èt sted, er kommet et skridt nærmere med en godkendelse af ændring af lokalplanen for Nordhavnen, på Teknik- og Miljøudvalgets seneste møde.
Havnedirektør for Hvide Sande Havn Steen Davidsen siger i den forbindelse til FiskerForum, at finansieringen også er på plads, med EU som bidragsyder på ca. halvdelen af projektet, og hvor havnen selv finansierer resten. Projektet er fiskerirelateret og de fiskere, som i dag har til huse på lejet grund ved Langsand, vil blive tilbudt de nye lejemål, med bedre til og fra kørselsforhold, og med mere optimale forhold til håndteringen og opbevaring af trawl og redskaber, i det nye byggeri. Noget der ifølge havnen vil være en klar forbedring i forhold til tidligere, når grej skulle rigges om eller opbevares, først skulle fragtes fra redskabs-husene på Langsand og om til havnekajen, hvilket både var meget tidskrævende og trafikalt tungt.
Fokusgruppe og det rådgivende havneudvalg
Planerne har været i støbeskeen længe, og flere interessenter har været inde over projektet, før de endelige streger er slået. Det rådgivende havneudvalg har udtalt sig i sagen og efterfølgende har flere fiskere, fra konsum-, indstri- og rejefiskeriet, ligeledes givet deres besyv med, så projektet er godt funderet når byggeriet, som forventet skal stå færdigt til næste sommer.
Lejekontrakter
Havnen har arbejdet med flere løsninger for redskabs-terminalen og som følge af de mange samtaler med kommende brugere, af det 16 millioner kroners store terminalbyggeri, får de fremtidige lejere formentlig tilbudt en option på køb af hallerne efter 5 år, som står på Hvide Sande Havns grund. En forudsætning for EU tilskudet har dog været, at Havnen står som ejere i mindst 5 år og at formålet udelukkende er til de fiskerelaterede erhverv.
Det betyder afvikling af redskabs-husene på langsand, hvor Steen Davidsen forsikre, at lejerne her vil blive imødekommet i vid udstrækning, og at det vil ske med det størst mulige hensyn, når de sidste kontrakter, som aftalt udløber til oktober 2015. Alle virksomheder og fiskere med tilknytning til erhvervet, tilbydes plads i det nye, næsten 4000 m2 store terminalprojekt.
Området Langsand tænkes herefter udlagt til turistformål eller anden aktivitet målrettet turisterne.