Det er Fødevareministeren og klimaministeren, der nu er ude med en opfordring til danskerne om at at spise mere klimavenligt og et ønske om, at det fremover skal være langt lettere, at finde de rigtige og fornuftige fødevare der tilgodeser miljøet.
En ny analyse fra Madkulturen viser, at mange danskere gerne vil spise mere klimavenligt, men halvdelen mangler viden om, hvilke fødevarer der er bæredygtige. Fødevareminister Mogens Jensen og klimaminister Dan Jørgensen sætter derfor gang i en større fælles indsats, som skal hjælpe danskerne til at spise mere klimavenligt.
Skal der hakkedreng eller fiskefilet i burgeren i aften?
Mange danskere mener, at mere bæredygtige mad- og drikkevaner kan være med til at bekæmpe klimaforandringer, og mange vil også gerne spise mere klimavenligt. Det kan dog være svært at få det til at fungere i hverdagen. Det viser en ny analyse fra Madkulturen.
Halvdelen af de godt 1.000 adspurgte danskere savner viden om hvilke fødevarer, der er bæredygtige, og kun 25 procent svarer, at klimavenlig mad passer godt til deres og deres families madvaner.
»Vi står som samfund foran en stor opgave, hvis vi skal i mål med vores høje klimaambitioner. Og vi kan som borgere også være en del af løsningen, for eksempel ved at gøre vores forbrug mere klimavenligt. Men jeg forstår udmærket, hvis man har svært ved eksempelvis at skære ned på kødet og ændre sine madvaner. Vi har tydeligvis svært ved at omsætte bæredygtighed til et konkret måltid, selvom det fylder meget i danskernes bevidsthed. Det bliver vi nødt til at ændre sammen. Og selvom det er fantastisk, at der er nogle, som er klar til at tage de helt store skridt, så er der også en gruppe, som må følge efter i et andet tempo, og det er også helt okay,« siger Mogens Jensen.
I fællesskab har klimaministeren og fødevareministeren derfor bedt Madkulturen om at sætte gang i et projekt, som skal munde ud i konkrete handlingsanvisende klimatips, som udvikles sammen med danskerne.
»Det er min oplevelse, at mange danskere gerne vil yde deres bidrag til at gøre noget ved klimaforandringerne. Og her er køkkenet et af de steder, hvor potentialet for at gøre en forskel er stort. Jeg glæder mig over denne tendens. Uanset, at den grønne omstilling jo også kræver store fælles løsninger i vores samfund, er det enormt vigtigt, at så mange som muligt også bidrager individuelt. Ingen kan gøre alt. Men alle kan gøre noget,« siger klimaminister Dan Jørgensen.
Danskernes fødevarevareforbrug bidrager alene med cirka 20 procent af den samlede klimabelastning per person.
Madkulturen er en selvejende institution under Miljø- og Fødevareministeriet. Madkulturen arbejder for at styrke madkulturen i Danmark gennem almennyttige og kommercielle projekter. Projektet med klimatips til hverdagsmad forventes færdigt i løbet af foråret 2020.
Madkultur19 – er årets undersøgelse af danskernes mad- og måltidsvaner. Temaet i år er råvarer. Vi har derfor spurgt danskerne, hvilke råvarer de spiser til aftensmad, hvor de får dem fra, og hvilke prioriteter og principper der præger deres valg af råvarer.