Det har Retten i Horsens afsagt dom i sagen om Hjarnø Havbrug A/S, der i dommen pålægges en bøde på 20 millioner kroner i en sagen om overproduktion af fisk.
Retten i Horsens beslutter også at konfiskere 125 millioner kroner. Samtidig får den 53-årige ejer af havbruget en tillægsbøde på 20.000 kroner og ordineres ambulant psykiatrisk behandling. Anklagerne mod havbrugsejeren fokuserede på systematisk overproduktion af fisk i havbure i og omkring Horsens Fjord, hvor tilladelserne blev oversteget med mellem 250 og 400 procent over flere år.
Denne overproduktion kunne have forårsaget alvorlig skade på havmiljøet via øgede udledninger af fosfor og kvælstof fra fiskene.
Specialanklager Pernille Moesborg krævede oprindeligt en bøde på 48 millioner kroner og konfiskation af 191 millioner kroner, svarende til det ulovlige udbytte.
Men havbrugsejeren nægtede sig skyldig og påstod, at han deltog i forskningsforsøg med muslingeopdræt, der skulle absorbere fiskens næringsstoffer. Retten fandt imidlertid, at havbruget ikke havde passende tilladelser til at anvende muslinger som en kompenserende foranstaltning.
Sagen er i flere omgange blevet forsinket, først med forsvinden af 77 ringbind hos politiet og senere på grund af havbrugsejerens sygemelding og en følgende mentalundersøgelse. Resultatet af undersøgelsen førte til ændringer i anklagernes krav om straf, der gik fra fængsel til krav om ambulant psykiatrisk behandling.
Sagen begyndte, da lystfiskere pludselig begyndte at fange store mængder sølvlaks langs østkysten i 2017. I 2020 blev havbruget og dets ejer tiltalt for ulovlig overproduktion og udledning af sølvlaks, på trods af at tilladelsen kun dækkede ørred.