Det var både fiskeriaftalen og CO2-afgiften samt de nye regler der fyldte på Billum Kro, hvor fiskerne efterlyste realistiske løsninger og stabile rammer for fremtiden.
I et klassisk vestjysk forårsvejr – køligt og let skyet – dannede den over 150 år gamle Billum Kro rammen om Sydvestjysk Fiskeriforenings generalforsamling fredag den 20. marts 2026.
Her var fiskere fra Hvide Sande, Esbjerg og Rømø samlet for at gøre status over et år præget af politiske beslutninger, stigende pres og usikkerhed om fremtiden.
Formand Thomas Rahbek Sloth satte i sin beretning særligt fokus på den seneste fiskeriaftale. Han glædede sig over, at aftalen indeholder en udskydelse af CO2-afgiften, men lagde samtidig ikke skjul på, at flere elementer bekymrer erhvervet. Især nye lukkeområder, forringelser af kystfiskerordningen og forbud mod erhvervsfiskeri efter visse arter blev fremhævet som tiltag, der udfordrer fiskeriet. Til gengæld var der tilfredshed med den nye MSC-forvaltningsplan for hesterejefiskeriet, som ses som et vigtigt skridt for erhvervets udvikling.
Set fra fiskernes side tegner der sig et klart billede – hverdagen er blevet langt mere kompleks. Bureaukrati, EU-regler og skiftende politiske signaler gør det sværere at drive en sund forretning, samtidig med at det bliver vanskeligere at tiltrække nye folk til erhvervet og investere i fremtiden.
Et centralt tema på generalforsamlingen var den kommende CO2-afgift, som fortsat skaber stor usikkerhed.
Mange fiskere spørger helt konkret: Hvad gør man, hvis der i 2029 stadig ikke findes reelle alternativer til diesel? Budskabet fra erhvervet er klart – det giver ikke mening at beskatte noget, man endnu ikke kan ændre. Omstillingen skal ske i et tempo, hvor fiskeriet både teknisk og økonomisk kan følge med.
Under valgkampen har en række politikere besøgt havnene langs Vestkysten, og det har ifølge fiskeriformanden været med til at skabe større forståelse for erhvervets vilkår. Besøgene – blandt andet på Vestværftet i Hvide Sande – har tydeliggjort, hvordan stigende omkostninger og usikre rammevilkår presser fiskeriet. Her pegede blandt andre Mads Fuglede fra Danmarksdemokraterne på behovet for færre afgifter og mindre bureaukrati, mens også Venstre har åbnet for, at CO2-afgiften kan udskydes eller justeres, hvis teknologien ikke er på plads.
Der var også fokus på samarbejdet med havnene, hvor både Esbjerg Havn og Hvide Sande Havn var repræsenteret. Herfra lød der klar opbakning til fiskeriet og et ønske om fortsat udvikling af erhvervet langs Vestkysten.
Afslutningsvis understregede formand Thomas Rahbek Sloth betydningen af det lokale samarbejde:
»Det har stor betydning, at havnene vil fiskeriet, og derfor glæder jeg mig meget over, at vi har så godt et samarbejde med havnene, som vi har,« sagde fiskeriformanden for Sydvestjysk Fiskeriforening.
Generalforsamlingen i Billum viste med al tydelighed, at fiskeriet fortsat er et stærkt og vigtigt erhverv i Vestjylland – men også et erhverv, der står over for store udfordringer, hvor politiske beslutninger i de kommende år kan få afgørende betydning for fremtiden.




















