Først var det Gjerskov, så var det Hækkerup og nu er det Jørgensen der skal bestride erhvervet som Minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
Det er en forståelig vrede fra fiskernes og Danmarks Fiskeriforenings side, at man netop vælger at skifte ministeren ud, lige inden de livsvigtige fiskeri forhandlinger i EU om kvotefordelingen for 2014.
Trods det hilses den nye minister Dan Jørgensen (S) velkommen i erhvervet af formanden for Danmarks Fiskeriforening Svend-Erik Andersen.
Svend-Erik Andersen ærgre sig dog over ministerskiftet i en udtalelse til Fiskeri Tidende, hvor han påpeger, at skiftet netop rammer sammen med at fiskeriet i disse uger skal forhandle kvoteaftaler hjem til Danmark og samtidig med man skal have løst makrelkonflikten i det nordatlantiske. Begge områder har stor betydning for dansk fiskeri og for erhvervet og beskæftigelsen i de havne og kystområder, hvor fiskeriet er hovederhvervet.
Formanden for Danmarks Fiskeriforening siger videre til Fiskeri Tidende; ”Vi havde en ny minister i Karen Hækkerup, der lige havde nået at sætte sig ind i problematikkerne, og nu får vi så en ny minister, som ikke har den viden, der skal til for at forhandle fiskekvoter og fiskeripolitik allerede fra på mandag. Fiskeriet er et erhverv, som det tager tid at lære at kende og der stilles store krav til ministeren om at kunne forhandle på internationalt plan, fordi fiskeriet næsten 100 procent besluttes i Bruxelles. Derfor er det vigtigt med kontinuitet på det øverste politiske niveau i fødevareministeriet,” slutter formanden.
Dan Jørgensen (S) får derfor noget af en ilddåb på mandag og tirsdag ved kvoteforhandlingerne i EU. Et EU som har været hans daglige arbejdsplads siden 2004 hvor Dan Jørgensen (S), har været medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne.
Den nye Fødevareminister Dan Jørgensen (født den 12. juni 1975) er cand.scient.pol af uddannelse og var inden sin tiltrædelse som dansk fødevareminister i går, næstformand for ENVI (udvalget for miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed) i EU.
Ministerrokaden. Dan Jørgensen (S) bliver Fødevareminister og nu afgående minister Karen Hækkerup (S) rykker over som afløser for Justitsminister Morten Bødskov (S) der først på ugen valgte at trække sig fra posten. Villy Søvndahl (SF) valgte ligeledes i denne uge, at trække sig fra posten som Udenrigsminister af helbredsmæssige grunde, og han overlader nu posten til Holger K. Nielsen (SF) som overlader sin plads som Skatteminister til SF’s unge politiske ordfører, Jonas Dahl (SF).