DTU Aqua har testet elektronisk monitering for første gang i Danmark. Teknikken fungerer under danske forhold, konkluderer den afsluttende rapport, som offentliggøres i dag.
DTU Aqua installerede i september 2008 som forsøg kamera-, sensor- og computerudstyr ombord på seks danske fiskefartøjer. Formålet var at undersøge, om det er teknisk og praktisk muligt at anvende elektronisk monitering til at dokumentere fangsterne i dansk fiskeri. Projektet, som DTU Aqua har gennemført for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri er nu afsluttet og størstedelen af de indsamlede data er analyseret.
“Projektet har vist, at teknikken kan fungere under danske forhold og på flere typer danske fartøjer. Data fra kameraer og sensorer på GPS, hydraulik og spil gør det muligt med stor nøjagtighed at afgøre hvor og hvornår et fiskeri har fundet sted og hvor stor fangst og udsmid har været,” vurderer projektleder Jørgen Dalskov, DTU Aqua.
13935 timers data er analyseret
DTU Aquas kameraer og sensorer har fra september 2008 til slutningen af juli 2009 indsamlet data fra 5708 timers fiskeri. Ifølge de officielle logbøger har fartøjerne i den periode været på havet i 16955 timer fordelt på 561 fangstrejser. Undervejs er der blevet fisket 1558 gange.
På nuværende tidspunkt har DTU Aqua behandlet og analyseret 81 procent af alle indsamlede data. Dette svarer til 13935 timers sensoroptagelser – med et datatab på kun 2,1 procent.
”De indsamlede video- og sensordata har været af høj kvalitet. Videoerne kan spoles frem og tilbage og afspilles i hurtig gengivelse, så tidsforbruget kan minimeres væsentligt i forhold til at være med ombord, samtidig med at man får præcise informationer om det reelle fiskeri. Ved analyse af videooptagelserne er det let at genkende de forskellige arter, så der sikres stor garanti for verificering af fangstsammensætningen. Samlet set har hele systemet fungeret næsten fejlfrit under hele projektet, og de data der er indsamlet er meget pålidelige,” siger projektleder Jørgen Dalskov, DTU Aqua.
Mindre udsmid
For at indsamle viden om, hvorvidt elektronisk monitering på sigt kan blive grundlag for en ny type fiskeriforvaltning, der bygger på at den enkelte fisker får forøget sin fartøjskvote mod, at alle fangster – både den del som landes og den del som discardes – skal dokumenteres og afskrives på den enkeltes fisker kvote.
”De foreløbige analyser viser, at de fartøjer som deltog i projektet, discardede færre fisk end andre fartøjer,” fortæller Jørgen Dalskov, DTU Aqua.
I projektet deltog fartøjer hjemmehørende i Hanstholm, Hirtshals, Gilleleje, Klintholm og Skagen. For nærmere oplysninger om de enkelte fartøjer, følg link til webtema nederst.
Rapport nu online
Læs hele nyheden på DTU Aquas websted, hvor den afsluttende rapport også kan downloades fra klokken 12:
Rapporten præsenteres på Danfish-messen i Aalborg fra den 7.-9. oktober 09 og på Det Internationale Havforskningsråds (ICES) årsmøde den 21. 25. september 09.




















