Nordic Pelagic A/S, Thyborøn har købt 89,5 m. lang pelagisk frysetrawler. Virksomheden er på udkik efter 5-6 danske besætningsmedlemmer.
Rederiet W.Van der Zwan & Zn. BV, Den Haag, Holland har solgt frysetrawleren ”Ariadne” til Nordic Pelagic A/S i Thyborøn.
Fartøjet er 89,5 m. langt og har en frysekapacitet på ca. 150 tons/døgn. Skibet kan laste ca. 1.700 tons kartonpakkede fisk.
Nordic Pelagic A/S ledes af den erfarne fisker Tamme Bolt, medejer af selskabet er det hollandske rederi W.Van der Zwan & Zn. BV.
Nordic Pelagic A/S har hidtil drevet fiskeri med fartøjet ”Susan Vendelboe”. Tamme Bolt oplyser, at dette fartøj er udbudt til salg og kvoterne over flyttes til ”Ariadne”.
Frysetrawleren ”Ariadne” vil overvejende få til opgave at fiske og indfryse brisling, men Tamme Bolt fortæller, at det også er tanken at optimere skibets kapacitetsudnyttelse med indfrysning af andre arter, som f.eks. tobis: ” Tobis blev en streg i regningen. Vi ventede at kunne starte med at fiske lidt tobis, men det er årets kvote jo desværre ikke til”.
Skibet har 22-26 mand ombord. Den oprindelige basis besætning fra Holland forbliver ombord, og Tamme Bolt er på udkik efter 5 til 6 danske fiskere. ”Men jeg skal bruge folk, som har uddannelses papirerne i orden”, forklarer han med henvisning til skibets størrelse.
Indflagningen af L 303 ”Ariadne” markeres ved Åbent Skib arrangement på Thyborøn havn lørdag d. 2. juni. Tamme Bolt oplyser, at alle er velkomne til en rundvisning ombord.
FiskerForum.com