Det er en stor-smilende skipper Dennis Birnbaum der ombord på RI 244 »Rikke Høy« kunne meddele FiskerForum.dk, at en 12 dages tur, med en fantastisk hårdt og godt arbejdende besætning, i området ud for Aberdeen, havde givet en samlet fangstresultat for turen på 840.000,00 kroner fri af omkostninger og moms.
»Turen har også været exceptionel god, med et ovenud godt resultat med op til fire hvar pr. garn. De havde 1500 garn med og vendte 500 garn om dagen.
Natten til mandag den 12. juli lagde den knapt 23 meter lange garnbåd til auktionen i Hvide Sande, hvor de lossede 7,3 tons pighvar og 1,7 tons havtaske. Et resultat som RI 244 »Rikke Høy« med den seks mands store besætning, havde fisket i engelsk farvand øst ude for Aberdeen i Skotland og med et yderst tilfredsstillende resultat og udkomme, på deres årligt tilbagevendende tur i juli måned til fiskefelterne ved Aberdeen.
Selvom plusserne fra turen er i flertal, med et fantastisk vejr, og gunstige strømforhold samt gode fangster og yderst fornuftige priser ved auktionen efterfølgende, så peger skipper Dennis Birnbaum alligevel på, som han også fortalte om fra sidste år’s Aberdeen-tur. Så er sælerne bare blevet endnu flere end sidste år. Det er skræmmende.
Sidste år fortalte den vestjyske skipper og partsreder, at sælerne var et dyrt bekendtskab og i år er absolut ingen undtagelse. Dennis Birnbaum anslår, at mindst 500 kg pighvar og 1.000 kg havtaske måtte sorteres fra, da de var skambidt til ukendelighed af sælerne. Han forklarer videre, »det er ikke så meget tabet af de skambidte fisk, men det giver ekstra arbejde til folkene, at pille resterne ud af garnene, der går langt hurtigere, når det er en hel fisk der skal ud af garnet. Omkostningerne ved sæl-angrebene løber alligevel op i et anseeligt beløb.
På fangstturen til Aberdeen, der startede den 27. juni, havde besætning og skipper undervejs planlagt et 3 dages »pit-stop« i Peterhead i Skotland og her var det ifølge Dennis Birnbaum helt tydeligt, at sælerne bare var blevet endnu flere end sidste år. Allerede ved indsejlingen kunne besætningen ombord på »Rikke Høy« se flere flokke af sæler, alene ved yderste pier lå der omkring 40 fuld-fede sæler og solede sig.
Mens problemet med sælerne var voksede, syntes det sædvanlige krabbeproblem istedet at være mindsket. »Der var langt færre krabber i garnene, end det vi plejer at se,« fortæller skipper ombord på »Rikke Høy«. »De er reduceret væsentligt i forhold til sidste års fiskeri i samme område ud for Aberdeenshire.«
Smilet er svært at tørre af efter bedste hvar-tur nogensinde
Men smilet stivner en smule, når snakken drejer sig væk fra denne helt fantastiske succes-tur efter pighvar og havtaske, og istedet drejer sig i omkring Brexit og den manglende kompensation for tabte kvoter. I tilfældet »Rikke Høy« ligger det i størrelsesordnen på ca. 2 mio. kroner, som er et direkte tab, som følge af den berømte, men nok mere berygtede »stude-handel« mellem EU og Storbritannien om adgangen til engelsk fiskevand. »Helt uforståeligt med en handel der ikke kun syntes at være gået danske fiskere imod, men også skotske fiskere klager over Brexit-resultatet. Underligt, for nogen må da for pokker have vundet på denne »Brexit-handel«, lyder det fra Dennis Birnbaum. Der har valgt, som han selv udtrykker det, »at klappe hesten« inden han selv tager de næste større skridt i udviklingen af fiskeriet. »Der er i øjeblikket for mange ubekendte til, at man kaster sig over de næste million-store investeringer – det er simpelthen en for uafklaret fremtid, med »de grønne«, men også med de »røde« politikere ved roret, som navigerer uansvarligt overfor et produktionserhverv som fiskeriets.
Men de mørke skyer pustes hurtigt væk igen af en storsmilende Dennis Birnbaum, der her til sidst gerne vil give sin besætning et skulderklap med på vejen, for som han siger, »uden en perfekt arbejdende besætning, der går ethundrede procent ind for sagen og arbejdet, ville resultatet slet ikke nå op i det niveau, som »Rikke Høy« og dets besætning har svunget sig op med på denne rejse. Et kroner og øre resultat, der reducerer de sure timer på havet til en leg og en fornøjelse og hvor de store smil er fremherskende og langt mere dominerende.
Her til imorgen er »Rikke Høy« trukket op på slæbestedet ved Vestværftet i Hvide Sande, for en mindre gennemgang af skibet, inden det om ca. 14 dage igen stævner ud, på årets sidste Aberdeen-tur, med sigtet på en tilsvarende god fangst-tur med et forhåbentligt ligeså godt et resultat, denne gang med skipper Poul Høy ved roret med en frisk ny besætning.