Ejerkredsen bag Als Fisk og Sønderborg Fiskeriselskab er langt fremme i bestræbelserne på at etablere ny sorteringshal på havnefronten i Sønderborg.
En af initiativtagerne Palle Heinrich, der også er skipper på SØ 31 ”Anette Heinrich”, fortæller til Fiskerforum dk, at det er en række forskellige ønsker og behov, der tilsammen har ført til beslutningen om, at investere omkring 10 mio. i at forbedrede landingsforholdene i hjemhavnen.
Hidtil har skibenes losning og sortering af pelagisk fisk foregået under åben himmel. Det har bl.a. medført miljøgener for de omkringboende i forbindelse med losning, trucks kørsel og læsning af lastvogne.
Ved at få aktiviteterne samlet under tag minimeres disse gener, og der kan skabes mulighed for en bedre håndtering og sortering af fisken i forhold til kundeønsker og behov.
I en længere periode har et kølerum stået højt på ønskelisten samt et moderne isværk, der kan levere den nødvendige is til afkøling af friskfangede fisk, er også en nødvendighed.
Endelig overvejer man også muligheden for at foretage indfrysning af fisk. Det kunne eksempelvis være sild, brisling eller tobis.
Med de stærkt forbedrede modtage faciliteter, vil der også blive behov for at ansætte en daglig leder med ansvar for losning og afsætning. I øjeblikket afsættes alle fangster som ferskvarer til produktionsvirksomheder i Danmark og det nære udland.
Selskabet afventer i første omgang kommunens svar på en anmodning om leje af de arealer, der ligger mest optimalt i forhold til aktiviteterne. Stedet er placeret i det område af fiskerihavnen, hvor lokalplanen foreskriver havnerelateret virksomhed.
Ud over Palle Heinrich, står Bendt Boye Bendtsen og Jan Davidsen bag initiativet. De sidstnævnte fisker med SØ 151 ”Michael Martin” og SØ 155 ”Anna Theresia”. De initiativrige alsinger er i øvrigt også langt inde i overvejelser om kontrahering af en nybygning lignende SØ 31 ”Anette Heinrich”, der blev leveret fra værft i 2003.