HM862 ”Christina Paulsen” er et flot renoveret snurrevodsfartøj, bygget i træ på Hvide Sande Skibs- & Bådebyggeri. Fremover er fartøjet hjemmehørende i Hanstholm.
Efter at have solgt et større industrifartøj, vil brødrene Martin og Laurids Paulsen fra Hanstholm prøve kræfter med et helt andet segment indenfor fiskeriet, nemlig konsumfiskeriet; ”Ja, nu vil vi prøve noget helt andet” siger storebror Laurids Poulsen til Fiskerforum.dk.
Efter at have afhændet industritrawleren, havde brødrene en íde om at købe en konsumtrawler, men i takt med olie priserne er steget, modnedes tanken om i stedet at prøve snurrevods fiskeriet, der jo drives med et minimum af udgifter til brændstof.
Den 14. februar købte brødrene trækutteren, som siden har fået en ordentlig opgradering – og nu er klar til at stævne ud på fiskeri.
Fartøjet har en periode fisket under tysk flag, og er genindført til dansk fiskeri. De to brødre på hhv. 40 og 45 år regner med at være klar til den første tur inden for den kommende uge. Laurids Poulsen fortæller, at de overvejende satser på fiskeri efter torsk og rødspætter.