Snekrabben, naturligt udbredt i store dele af det nordlige Stillehav, findes også langs Canadas østkyst, Grønlands vestkyst, og nu i store dele af Barentshavet og Karahavet.
Snekrabben er en koldtvandsart, der trives i vandtemperaturer mellem -1 °C og 6 °C. De yngste krabber foretrækker koldere vand, mens de voksne lever i lidt varmere vand inden for samme temperaturinterval. Gennem deres livscyklus skifter de levesteder, fra lavvandede områder med grovere strukturer til blødbundsområder som ler og sand.
De parrer sig normalt sidst på vinteren eller det tidlige forår, og larverne lever i åbent vand i to til tre måneder, hvor de fodrer med små planteplankton. Efter larvestadiet synker de til bunden, hvor de vokser langsomt ved at skifte skal. Det tager omkring otte til ni år for en snekrabbe at nå en størrelse, der kan fiskes kommercielt. Kun hankrabber fiskes, da de generelt er større end hunkrabberne.
Snekrabben blev første gang fundet i Barentshavet i 1996. Den antages at være indvandret fra øst, ikke via ballastvand. Genetiske undersøgelser viser, at snekrabben i Barentshavet er beslægtet med dem fra Beringstrædet og Canadas østkyst, hvilket tyder på naturlig spredning.
Snekrabben findes nu i store dele af Barentshavet, især på den russiske sokkel, og enkelte fund er gjort omkring Spitsbergen og Finnmarkens kyst.
Den første kommercielle fangst af snekrabbe blev landet i 2012
Fangsterne toppede i 2015 med omkring 18.000 tons, men er siden faldet til mellem 10.000 og 16.000 tons årligt. Fiskeriet foregår hovedsageligt på den russiske sokkel, da der er indført et generelt forbud mod fiskeri efter snekrabbe på den norske kontinentalsokkel, med få undtagelser.
Snekrabben forvaltes ud fra hylderettigheder og ikke fiskezoner, hvilket betyder, at det er sokkelstaterne Norge og Rusland, der alene forvalter snekrabbebestanden i Barentshavet. Dette har udelukket EU-lande fra fiskeriet siden 2017. Det norske Erhvervs- og Fiskeriministerium fastsætter årligt snekrabbekvoter for den norske zone i Barentshavet.
Snekrabben er en vigtig ressource i Norge, både økonomisk og gastronomisk. Dens udbredelse og voksende bestand gør den til en vigtig del af det norske fiskeri, og dens tilstedeværelse i Barentshavet fortsætter med at vokse.