Skagen Havn arbejder sammen med fiskerne og Skagen Fiskeriforening om et nyt projekt, der skal forbedre faciliteterne og arbejdsforholdene på havnen. En vigtig del af projektet er, at vanddybden ved kajen øges fra 5 til 7 meter, og kajbredden udvides fra 8 til 19 meter, hvilket giver mere plads og gør arbejdsforholdene bedre og sikrere.
Det skriver Skagen Havn i en meddelelse
For at sikre høj hygiejnestandard og effektiv håndtering af fisken bliver kajen udstyret med en betonplade langs kanten. Der vil også være mulighed for at tanke vand og tilslutte landstrøm flere steder, hvilket letter fiskernes arbejde og mindsker brugen af generatorer.
Øget sikkerhed og miljøhensyn
Sikkerheden er højt prioriteret, og derfor installeres der oplyste redningsstiger langs kajen, så de er synlige i mørke. Kajen forsynes med særlige fendere, som minimerer afstanden mellem kaj og skib, hvilket mindsker risikoen for, at personer falder i vandet.
Miljøhensynet er også tænkt ind i projektet. Det sand, der graves op for at gøre bassinet dybere, genbruges i kajens konstruktion, mens det resterende sand bortskaffes på en miljøvenlig måde på land, så klapning uden for havnen undgås. Desuden bliver kajen klimasikret ved at bygge den højere for at modstå stigende vandstande og fremtidens vejrudfordringer.
Finansiering og tidsplan
Projektet, der koster omkring 20 millioner kroner, har modtaget støtte fra Havnepuljen, som har bidraget med 9,5 millioner kroner. Entreprenørfirmaet CG Jensen har vundet opgaven, og rådgivningen leveres af Cowi. Arbejdet forventes færdigt i forsommeren 2025.
Willy B. Hansen, direktør for Skagen Havn, udtrykker tilfredshed med projektet og roser samarbejdet med fiskerne: »Vi sætter stor pris på dialogen med fiskerne og deres forening. Gode løsninger opstår, når vi kommunikerer klart og arbejder sammen om udviklingen.«