Aktiviteterne for Skagen Beton foregår ved Krydstogtkajen, hvor området skal bruges som Bulk Terminal i forbindelse med import og opbevaring af sten og grus. Aftalen gælder fra i dag tirsdag den 1. juni 2021.
Terminalen er allerede taget i brug, da sandsugeren DC Orisant i sidste uge lossede en last rå-grus på kajen.
I over 40 år har Skagen Beton fået sejlet det såkaldte rå-grus til Skagen. Førhen har man benyttet et areal inde i den centrale del af havnen og senest et kaj-areal på den nye havneudvidelse til opbevaring, men med leje af de 6.000 km2 ved Krydstogtkajen er det nemmere for skibet at losse og én af fordelene er, at det ikke længere ligger løst på kajerne.
Direktør for Skagen Beton Jens Jørgen Nielsen er glad for det nyerhvervede areal og han siger; »Vi er meget tilfredse med den nye placering til opbevaring af rågrus. Denne gør at hele logistikken omkring videredistribuering får en lettere tilgang og vi slipper således for den tunge trafik ned igennem eksempelvis Vestre Strandvej.«
Hos Skagen Havn glæder man sig over den nye lejeaftale og Direktør Willy B. Hansen udtaler; »Ved Skagen Havn er vi glade for at kunne bidrage til, at Skagen Beton kan optimere deres logistik i forhold til rågrus, og vi ser frem til et fortsat godt samarbejde«.