Trods flotte og lovende ord fra Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation i slutningen af august måned, hvor man nedsatte et udvalg for det kystnære fiskeri, føler flere fiskere, at der ikke er sket en døjt.
Det lød ellers lovende med det nye udvalgs fokus på nogle af kystfiskernes helt store problemområder. Et fokus der gav forhåbninger om, at nu ville der ske noget og at en snarlig løsning var på vej. Det var forenklingen af alle administrative regler og man ville også kigge både på logbogen og meldereglerne, ligesom generationsskifte og arbejdsmiljø samt sikkerhed, også ville få øget bevågenhed og sidst men ikke mindst løse problemerne med kystfiskernes onde ånder, skarv og sæler. Alt sammen noget som kystfiskerne har måtte slås med i årevis.
Flere undre sig derfor over, hvorfor det hele er gået i stå, så kort tid efter Fiskeriforeningens bestyrelse udpegede en ny formand for udvalget samt to repræsentanter fra Fiskeriforeningens bestyrelse. Efterfølgende skulle de lokale fiskeriforeninger også have gennemført lokalvalg / udpegning af de sidste seks fisker-repræsentanter til DFPOs Udvalg for Kystnært Fiskeri. Dette er heller ikke sket og det er som om hele processen nærmest er gået helt i stå. Mange fiskere sidder tilbage med en mistanke om, at det har været strategien lige fra starten, at når først udvalget var stiftet, kunne det ellers bare få lov til at sygne helt hen.
Kystfiskerne er ikke gået i stå
Selv om Udvalget for det Kystnære Fiskeri i DFPO regi åbenbart kører i slowmotion, så kæmper fiskerne videre, med en dagligdag der udfordre dem på deres eksistens. Dette har også givet sig udslag i, at når en organisation ikke magter at stille op til opgaverne, er der hurtigt nogle andre der tager over, som i tilfældet med Kystfiskerne, som nu har proklameret en ny Fiskeriforening for alle kystfiskere i Danmark, med stiftende generalforsamling allerede om små tre uger, den 21. november på Helsingør Havn.
En kommentar til den ny forening
Formanden for det tidligere Kystfiskerudvalg Niels Bjerregaard siger til FiskerForum efter en telefon kontakt på vandet, ”at siden den nye forening for skånsomt Kystfiskeri så dagens lys, har snakken gået lystigt på havet blandt fiskerne, og det er ikke smukke ord der er faldet, men drøje huk til Danmarks Fiskeriforening PO, for at have sovet i timen og ikke været nok fremme i skoene. Stemningen blandt fiskerne hælder lidt positivt i retning af den nye forening i øjeblikket,” slutter Niels Bjerregaard, der lige til sidst konkluderer, at den nye foreningen nok ville have fået større tilslutning, hvis man også havde taget de mindre trawlere med ind i foreningen.
FiskerForum.com