Det var en stolt skipper Kim Lykke Petersen, der ved årets blå bevis uddeling i Thyborøn, kunne modtage prisen som Årets læreplads indstillet af Fiskeriets Arbejdsmiljøråd ved direktør Flemming Christensen.
Det var ellers et tæt løb blandt de indstillede fartøjer, der alle kandiderede til at blive årets læreplads. Det var ”HG 7 Niels Jensen” fra Hirtshals, ”L 757 Aaltje Postma” fra Thyborøn, ”RI 566 Madsalune” fra Hvide Sande og ”RS 73 Annika” fra Bønnerup. Hver især egnede og yderst kompetente til titlen, men som Flemming Christensen fra Fiskeriets Arbejdsmiljøråd måtte erkende i sin tale, er der kun èn der kan blive kåret som årets praktikplads.
Valget faldt på Kim lykke Petersen fra Bønnerup med det kombinerede garn og trawl fartøj RS 73 Annika.
Med indstillingen fra lærlingen ombord Jonas Kaagh, kunne Flemming Christensen se at man ombord på RS 73 Annika havde udvist særlig stor interesse i at bidrage med at lærlingen fik forståelsen af hvad godt og sikkert arbejdsmiljø er, og at dette var videregivet med de faglige kompetencer. Udover dette havde tonen og atmosfæren ombord også været væsentlig i kåringen, da Jonas havde beskrevet sin skipper som forstående, tålmodig og pædagogisk samt en der kunne lære fra sig. Både være alvorlig men også munter og derved skabe en god atmosfære ombord.
Med overrækkelsen af diplomet og en check på 5.000,- kr. til velfærd ombord på ”Annika”, kunne Flemming Christensen med et varmt håndtryk til skipper Kim Lykke Petersen, fortælle at det var med stolthed at det netop var Kim der fik diplomet, for da Kim i sin tid på Fiskeriskolen i Thyborøn, havde fået overrakt beviset for bestået søsikkerhedskursus, var det også Flemming Christensen der som lærer dengang havde udstedt kursusbeviset.
Kilde: Fiskeriets Arbejdsmiljøråd
FiskerForum.com