Båden vippede af endnu uforklarlige årsager fuldstændigt rundt og 3 besætningsmedlemmer fra Lerøy Seafood endte således ufrivilligt i vandet. Heldigvis var de alle erfarne folk med det rigtige udstyr på, så udover en kold dukkert, meldes alle at være ved godt mod efterfølgende. De er alle blevet efterset af en læge.
I umiddelbar nærhed af havaristen lå arbejdsbådene »Alfa« og »Vestbas«, hvis besætninger nu får stor ros for en hurtig og resolut indgriben, der var med til at forkorte opholdet i det iskolde vand for de 3 folk fra Lerøy Seafood.
Men kæntringen havde allerede udløst den helt store alarm hos Hovedredningscentralen Sydnorge, som kl. 11.47 modtog alarmopkald om en kæntringsulykke på Hjeltefjorden i Øygarden vest for Bergen. Redningscentralen havde allerede sendt en redningshelikopter på vingerne og øvrigt beredskab var ligeledes på vej ud for at hjælpe, da man fik en tilbagemelding om, at trods overbordfald i det iskolde vand, så var alle, dog godt nedkølede, kommet sikkert ombord på de to arbejdsbåde der heldigvis ikke lå langt derfra. Besætningerne her er da også efterfølgende blevet rost for en hurtig indsats.
Årsagen til uheldet og havariet, med de ellers meget erfarne folk ombord, kan skyldes vejret. Det er målt kraftig kuling med vindstød af stormstyrke i området af Vestnorge.