Socialdemokraterne har travlt med at ændre danskernes negative holdning og stemning overfor den siddende regering. Så travlt, at man åbenbart ikke skyer nogen midler eller argumenter for at tækkes de populistiske ideer og den erhvervs fjendtlige venstrefløj.
Fødevareministeren gør det..
Vi har en Fødevarer- og Fiskeriminister der udskriver konkurrencer om Danmarks nationalret, hvor han i første omgang helt glemte fisken, selvom han også smykker sig med titlen som værende Danmarks Fiskeriminister. Vi har selv samme Dan Jørgensen, der forgylder lystfiskeriet så meget, at man må knibe sig selv i armen, når et hårdtarbejdende erhvervsfiskeri, der kæmper for overlevelse, oveni købet må lægge øre til at lystfiskernes hobby, fortrænger erhvervsfiskerne fra tidligere tiders gode fiskepladser. Man sidder tilbage og frygter hvilke planer vores ”husk nu at stemme på mig” minister, har af gode indslag, som han har varslet kommer til oktober måned og som næsten helt sikkert bliver et stop for erhvervsfiskeri på udvalgte arter. Arter som skal ”fredes” til lystfiskeriet og derfor ikke må fiskes af erhvervsfiskerne.
Lystfiskeriet er jo en ”kæmpe” industri, ifølge Fødevareministeren, så skidt være med dansk Erhvervsfiskeri, havnene, eksporten, udkants Danmark, dem er der alligevel ingen stemmer i, fristes man til at udlede af Fødevareministerens udtalelser til medierne den sidste uges tid.
Miljøministeren gør det..
Ikke nok med det, har vi en Miljøminister Kirsten Brosbøl, der suger Øresunds havbund sønder og sammen til ukendelighed og dermed ødelægger forholdene for et ellers bæredygtigt og naturskånsomt fiskeri, samtidig med hun ikke løfter en finger for fiskeriets helt store problemer med skarv og sæler.
Statsministeren gør det også ..
Vores statsminister har også travlt, så travlt at hun i bestræbelserne for at vinde en sag om grønlandske fangeres ret til hvalfangst, på sidste uges møde med den internationale hvalfangskommission i Slovenien, truede med at melde sig ud af foreningen, med mindre der blev støttet op om den grønlandske hvalfangst. Hun fik støtten, men uanset det gode formål, som hvalfiskeriet har for Grønland, har vi desværre en Statsminister Helle Thorning-Schmidt, der nu har opbrugt al sin goodwill på en marginal sag, i stedet for at have brugt krudtet til støtte for et skrantende og nu vaklende dansk fiskeri.
Hvad gør ministrene – de modarbejder og ellers ingenting – slet ingenting.
Irrationelt og ulogisk tænkende ministre, der falder over deres egne ben, i bestræbelserne på at komme først med forslag der kan tækkes vælgernes smag, men som efterlader et fiskeri- og et eksporterhverv, der ellers hver dag tjener penge hjem til det berømte Udkants Danmark, sønderbombet og udpint samt udstyret med en bureaukratisk hættetrøje, der er trukket helt ned over øjnene, af de evigt ligeglade politikere. En skakmat, til et erhverv, der økonomisk kunne trække eksporten i den rigtige retning, og som legende let kunne øge beskæftigelsen og tilføre yderområderne det pengeboost, der kunne gøre områderne næsten selvkørende. Men nej – ministrene skal pleje egne snævre partiinteresser, som skal sikre dem endnu et valg, på de røde og grønnes stemmer.