Havbrug som syndebuk? Når proportionerne forsvinder i miljødebatten

I Altinget argumenterer repræsentanter fra Danmarks Naturfredningsforening for, at havbrug er en særlig presfaktor på havmiljøet, fordi udledningerne af kvælstof, fosfor, medicin og organisk materiale sker direkte og urenset – og fordi de topper om sommeren og efteråret, når havet er mest sårbart.

Det lyder alvorligt. Og det er også alvorligt, når næringsstoffer tilføres et presset havmiljø.

Men det, der mangler i argumentationen, er proportionerne.

Hvor stor er belastningen egentlig og ja, havbrug udleder næringsstoffer. Det er ubestrideligt.

Men i nationale opgørelser udgør havbrug en meget lille del af den samlede kvælstofbelastning til de danske farvande. Hovedparten stammer fra landbaserede aktiviteter – især landbruget – samt spildevand og historisk ophobede næringsstoffer i sedimenterne.

Når havbrug fremstilles som en »særlig presfaktor«, uden at dette sættes i forhold til den samlede belastning, risikerer man at skabe et forvrænget billede af årsag og effekt.

• En punktkilde er synlig. Den kan måles, reguleres og politiseres.
• Diffuse kilder er langt sværere at håndtere – og langt større i omfang.

Det gør havbrug til en oplagt politisk markør – Men det gør dem ikke automatisk til hovedårsagen til havmiljøets problemer.

Sommerargumentet – en del af en større ligning

DN fremhæver, at havbrug udleder mest i sommer- og efterårsmånederne, hvor risikoen for algeopblomstring og iltsvind er størst.

Det er korrekt, at produktionen ofte er højere i varme perioder.

Men det er også i disse perioder, at:

• temperaturstigninger forværrer effekten af allerede ophobede næringsstoffer
• intern frigivelse fra havbunden øges
• iltsvind ofte er resultatet af års akkumuleret belastning

Iltsvind opstår ikke som følge af én enkelt aktør. Det er summen af årtiers tilførsel fra mange sektorer.

At fremhæve havbrug som en afgørende sæsonmæssig trigger uden at inddrage det samlede belastningsregnskab, er en forenkling.

Fra faglig vurdering til kampagnebudskab

Det er legitimt at mene, at havbrug ikke bør placeres i marine naturnationalparker. Det er et politisk og værdimæssigt standpunkt.

Men når retorikken bevæger sig fra konkret miljøfaglig vurdering til formuleringer om »industrielle aktiviteter med direkte og ufiltrerede udledninger« i et hav »tæt på bristepunktet«, så bevæger vi os ind i kampagnezonen.

Og kampagner har et formål: De mobiliserer opbakning.

Danmarks Naturfredningsforening lever – som alle større organisationer – af medlemsopbakning, synlighed og politisk relevans. Stærke budskaber skaber opmærksomhed. Opmærksomhed skaber opbakning.

Det gør ikke argumenterne forkerte – Men det betyder, at de ikke er værdineutrale.

En skæv balance i debatten

Når Dansk Akvakultur kritiseres for at repræsentere »særinteresser«, overses det ofte, at også miljøorganisationer repræsenterer organiserede interesser – blot af en anden karakter.

• Den ene side taler for produktion og arbejdspladser.
• Den anden side taler for naturbeskyttelse og strammere regulering.

Begge vælger de tal og vinkler, der styrker deres sag.

Problemet opstår, når én sektor gøres til symbol på hele havmiljøets krise, uden at det vægtede forhold mellem belastningskilderne tydeliggøres.

Havmiljøet fortjener en ærlig debat

Det danske havmiljø er under pres. Det er veldokumenteret.