Sidder man under en palme i det solrige Spanien, og nyder varmen og en stille middag med en lun jomfruhummer på tallerkenen, er der stor sandsynlighed for, at den stammer fra de danske farvande.
Danmark er nemlig EU’s største eksportør af skaldyr, og det markerer PostNord med fem frimærker, der sendes i handlen i dag.
»De danske farvande vrimler med skaldyr, som er populære på de danske borde, men særligt anses for at være gastronomiske delikatesser i Sydeuropa. Det vil vi gerne være med til at fejre med fem nye frimærker, der viser flotte og dekorative versioner af nogle af de mest almindelige danske skaldyr,« siger Martin Pingel, designchef i PostNord Frimærker.
De fem frimærker viser motiver af en jomfruhummer, en nordsøreje, en blåmusling, en limfjordsøsters og en taskekrabbe.
En af de fineste skaldyrs-delikatesser er f.eks. jomfruhummeren, der især fanges i Kattegat og Nordsøen, og hvor langt størstedelen eksporteres til landene omkring Middelhavet. Eller limfjordsøstersen der – som navnet antyder – findes i Limfjorden og er en af verdens største naturlige bestande af den oprindelige europæiske østers.
»Skaldyr er mit livsværk som erhvervsfisker og er samtidig er en helt central del af Danmarks eksport. Derfor syntes jeg, at de danske skaldyr ville være et velegnet tema til en række frimærker. At se min idé realiseret på fem frimærker nu er en meget stor oplevelse,« siger Svend Bonde, der er indehaver af Glyngøre Shellfish og idémand til de nye frimærker.
De fem frimærker udkommer alle i værdien 8,00 kr. og kan derfor bruges til et almindeligt brev. Frimærkerne kan købes på udvalgte posthuse, i PostNords netbutik samt i Mobilshoppen via Post app’en.