Inden for fisketiet i Grønland, findes også Grønlands største privatejede fiskeproducent Polar Seafood, der endnu engang stiller med et rekordregnskab, denne gang med et overskud i 2017 på ikke mindre end en kvart milliard, 257 millioner kroner.
Det oplyser netavisen KNR.gl på deres nyhedsside, med henvisning til en netop udsendt pressemeddelelse, hvor Polar Seafoods nettoomsætning sidste år er opgjort med en stigning på 214 mio. kr. til godt 3.320 mio. kr. og bruttoresultatet gik fra 912 mio. kr. i 2016 til lidt under en milliard kroner i 2017.
Det store plus på resultatlinjen stammer især fra hjemmemarkedet Grønland, men også lande som Danmark og Rusland har taget godt fra, fortæller bestyrelsesformanden for Polar Seafood Henrik Leth i en meddelelsen. Han pointerer samtidig vigtigheden af det store bidrag, som Polar Seafood hvert år leverer til Grønlandske samfundtskasse, denne gang med 290 millioner kroner.
»Vi er en grønlandsk virksomhed, så vi er i sagens natur stolte over at bidrage til vores lands samlede økonomi,« fortæller bestyrelsesformanden i meddelelsen og fortsætter, »Men vi opererer i en branche, hvor usikkerheden er stor, så vi skal glæde os over de resultater, det grønlandske fiskerierhverv skaber i disse år,« slutter bestyrelsesformanden.
Samtidig appellerer han endnu engang til de lokale politikere om at vurdere erhvervet i lyset af den betydning det har for landets økonomiske og samfundsmæssige udvikling.