Ph.d.-projektet har modtaget finansiering fra EU Horizon 2020 MEESO-projektet »Ecologically and Economically Sustainable Mesopelagic Fisheries«.
Det skriver DTU Aqua
Fredag den 14. juni 2024 forsvarer Berthe M.J. Vastenhoud sin ph.d.-afhandling. Forsvaret kan følges online eller fysisk på DTU Lyngby Campus.
Havets mesopelagiske zone ligger mellem 200 og 1000 meters dybde og findes over hele verden. I denne zone lever en stor mangfoldighed af fisk, blæksprutter, krebsdyr og gopler, som samlet set udgør en enorm biomasse.
Med verdens voksende befolkning stiger efterspørgslen efter fødevarer, og derfor er der interesse for at udnytte de mesopelagiske ressourcer. Dog bør nye kommercielle fiskerier ikke starte, før man har tilstrækkelig viden om bestandene, så fiskerierne kan forvaltes bæredygtigt.
I sit ph.d.-studie ved DTU Aqua har Berthe M.J. Vastenhoud undersøgt den økologiske bæredygtighed og økonomien ved et muligt mesopelagisk fiskeri, med fokus på to fiskearter: laksesild (Maurolicus muelleri) og isprikfisk (Benthosema glaciale). Disse fisk er meget almindelige i det nordøstlige Atlanterhav og er økonomisk interessante på grund af deres høje fedtindhold.
Berthe M.J. Vastenhoud har udviklet en model og metode til at vurdere bæredygtigheden af hver fiskeart og økonomien i et potentielt fiskeri. Der er generelt en udfordring med, at der er begrænset data om fiskene og deres bestande, hvilket skaber stor usikkerhed. Modellen fremhæver derfor de områder, hvor der er størst usikkerhed, og hvor der er behov for mere information, overvågning og forskning.
På baggrund af sit arbejde konkluderer Berthe M.J. Vastenhoud, at der stadig mangler meget viden, hvilket gør mesopelagisk fiskeri risikabelt både biologisk og økonomisk på nuværende tidspunkt.
En kopi af afhandlingen kan læses på DTU Aqua. Kontakt ph.d.-koordinator Susan Zumbach Johannesen, szjo@aqua.dtu.dk