Bjærgningen og olietømningen af det svært tilgængelige vrag af det kæmpestore offshore fartøj Sea Worker ligger nu i hænderne på et kendt hollandsk bjærgningsselskab Smit Salvage.
Men chancerne for en vellykket bjærgning af Sea Worker, vurderes fra firmaet A2Sea som værende meget lille. Chief Executive Officer ved A2Sea A/S Jens Frederik Hansen fortæller videre i en samtale med FiskerForum, at det nu er helt op til forsikringsselskabet, hvorledes det videre forløb skal være og hvorledes bjærgningsselskabet bedst benyttes.
Hollandske Smit Salvage ligger ved vraget
I disse timer ligger der flere fartøjer ved vraget. Blandt andet ligger det knapt 57 meter lange specialfartøj Esvagt Connector standby ved vraget af Jack-Uppen Sea Worker, sammen med det hollandske bjærgningsselskab Smit Salvage, som også er tilstede med slæbebåden Torsten, hvorfra dykkere senere idag skal undersøge vraget og mulighederne for at komme under platformen og ind til tankene med ca. 150.000 liter diesel og ca. 50.000 liter smøreolie, med henblik på en sikker bortskaffelse af olien.
Alle forholdsregler bliver taget omkring en sikker oppumpning af brændstof og olie, forsikre A2Sea´s presseofficer. Miljøskibet Gunnar Seidenfaden ligger standby i Hvide Sande Havn, klar til øjeblikkelig udrykning og det hollandske bjærgningsselskab Smit Salvage er netop synonymt med fjernelse af svært tilgængelige skibsvrag, hvor der skal tages optimalt hensyn til miljøet, for at undgå en oliekatastrofe.
Udover dette har der været et tysk miljøfly på vingerne, for fra luften eventuelt at lokalisere olieudslip fra Sea Worker, ligesom miljøteknikere fra det danske olieforureningsberedskab, har været om bord på redningsfartøjet Emile Robin fra Hvide Sande, for på stedet at observere en eventuel olielæk fra vraget af det kæmpestore offshore installationsfartøj. Et vrag der nu ligger med bunden i vejret og på lavt vand ud for Bjerregaard, mellem Nymindegab og Hvide Sande.
Hvad der videre skal ske efter en forhåbentlig vellykket tømning af vraget for olie, er op til forsikringsselskabet.
FiskerForum.dk