Søfartsstyrelsen deltager i det internationale arbejde for et mere digitalt erhverv. Læs bl.a. nyt fra FAL 37-mødet.
Arbejdet med at gøre skibsfarten mere sikker og miljøvenlig har øget antallet af administrative procedurer til et niveau, så de i sig selv har en sikkerhedsdimension. Samtidig har den globale krise skabt behov for omkostningsreduktioner.
For at lette de administrative byrder om bord og støtte skibsfartens driftsoptimering, har Søfartsstyrelsen iværksat en række initiativer i national og international regulering med henblik på at lokalisere og reducere de administrative byrder.
Administrative byrder var også på dagsordenen på et møde i IMO i den såkaldte komité til lettelse af den internationale skibstrafik (FAL-komitéen). Her blev konventionen bl.a. opdateret med henvisninger til digital dataudveksling, og Søfartsstyrelsen arbejdede for at gøre de obligatoriske skibsmeldesystemer elektroniske.