Nybygning N400B Kvannøy snurper/trawler på 78,00 m

Nybygning N400B Kvannøy snurper/trawler på 78,00 m

27 Juni 2013 blev der indgået kontrakt mellem rederiet Nyholmen AS og Karstensens Skibsværft A/S om bygning af en ny 78,00 m Snurper/Trawler. Skroget ankom til Skagen, i December 2014, og det færdige skib blev overleveret til rederiet 22 Juni 2015. Skibet skal døbes i hjemhavnen Bodø, Norge 27 Juni 2015.

Rederiet, Nyholmen AS, er et datterselskab til Hansen Dahl Fiskeri, som ejer og driver de 2 fuld-strukturerede snurper/ trawlere Kvannøy og Senior. Forrige Kvannøy, bygget i 2002 blev i foråret 2013 solgt til Færøerne, og midlertidigt afløst af nuværende Kvannøy, oprindelig bygget som Haugagut i 1989. Dette fartøj er nu omdøbt til Senior.

Hansen Dahl Fiskeri blev etableret i 1991 af Dag Hansen og Birger H. Dahl, med køb af Marna Hepsø, som efterfølgende blev omdøbt til Lurøy. I dag drives og ejes rederiet af familien Dahl, hvor Birger H. Dahl primært administrerer de landlige aktiviteter og Birger Dahl Jr står for den daglige drift af skibene, bla som skipper på Kvannøy. Nye Kvannøy vil blive rederiets tredje nybygningsprojekt siden 2000..

Rederiet driver med kombineret trawl- og notfiskeri, hvor trawlfiskeriet primært består af blåhvilling (norsk: Kolmule) fiskeri vest af Irland. Øvrig fiskeri efter primært sild og makrel drives med not. Det nye fartøj skal drives efter samme principper.

Rederiet begrundede sit valg af byggeværft med, at Karstensens Skibsværft tilbyder en samlet pakke som er både økonomiskog ikke mindst teknisk særdeles attraktiv. Ligeledes har det været magtpåliggende at have fuld indflydelse i hele designfasen, således projektet vil blive skræddersyet nøjagtig til de ønsker og krav, som rederiet har. Karstensens Skibsværft glæder sig over den tillid Birger Dahl har udvist. I lighed med de øvrige pelagiske fartøjer som værftet har under bygning til redere i Norge og Danmark, er også nye ”Kvannøy” af eget design. Dette sikrer en økonomisk optimering, kort beslutningsproces og klare afgrænsninger af ansvarsområder. Fordele som også andre redere har fået øje på, og værftet forhandler således om lignende designs til potentielle norske kunder. Værftets kvalitet og omhu for detaljer begynder efterhånden at blive målestokken for denne skibstype.
Karstensens Skibsværft har gennem de seneste 2 år leveret 7 pelagiske fiskerfartøjer, og må derfor betegnes som førende på dette område. Herudover er der yderligere 6 pelagiske fartøjer i ordrebogen for levering inden for de kommende 2 år.

Det nye fartøj er særdeles veludrustet med kraftige wincher, kraner etc. Specifikationsniveauet er sat meget højt, bla med 3 sidepropellere, langsomtgående hjælpemotorer, hybridt fremdrivningsanlæg etc. Generelt er der således valgt fra øverste hylde…
Fremdrivningsanlægget er baseret på en økonomisk hovedmotor på 3600 kW, hvortil der kan boostes med yderligere 1700 kW. Endvidere kan fartøjet drives som rent diesel-elektrisk med op til 2400 kW på propelleren.
MAN hovedmotoren er på 3600 kW, og er den nye common-rail type, for optimeret lastkontrol. Propelleren på 4200 mm kører med blot 115 rpm ved fuld effekt / 60 Hz på akselgeneratoren.
Hjælpemaskineri er ligeledes leveret af MAN, og består blandt andet af 2 x MAN 9L16/21, hver på 940 kWe.

Med hensyn til valg af leverandører og komponenter, har der ligeledes været fokus fra Rederiets side på kvalitet, innovation og driftsikkerhed. I den forbindelse kan en lang række leverandører for øvrigt bryste sig af genvalg. Således har blandt andet MAN, Rapp Hydema, Triplex, Brunvoll og Johnson Controls (York) gennem mange år haft et fortrinligt samarbejde me Rederiet – til gensidig glæde – og derfor var det naturligt for Rederiet at vælge netop disse leverandører også til denne nybygning.

Fartøjet er fuldt udrustet med separate snurpe- og trawl wincher, og vil have pumpning fra hækken (trawl). Pumpning fra snurpenot på styrbord side, vil foregå 1 dæk højere end normalt, og besætningen vil dermed få et mere sikkert og enkelt arbejdsmiljø.